Retssikkerhedsundersøgelsen peger på fem sagsområder med særlige udfordringer i kommunernes sagsbehandling

11-06-2026

Ankestyrelsens samlede retssikkerhedsundersøgelse viser, at nogle sagsområder på handicapområdet er særligt vanskelige for kommunerne at administrere. På baggrund af et bredt vidensgrundlag fra klagesager, praksisundersøgelser og tilbagemeldinger fra kommuner, borgere og interessenter identificerer undersøgelsen fem sagsområder, hvor der kan være et særligt potentiale for regelforenkling.

Undersøgelsen viser, at kommunerne er mest udfordrede, når det gælder overholdelse af reglerne i sager om tabt arbejdsfortjeneste, hjemmetræning, socialpædagogisk støtte, ledsagelse og personlig hjælp og pleje.

Undersøgelsen sammenfatter resultater fra en række undersøgelser på området i perioden 2022-2025. Vidensgrundlaget omfatter Ankestyrelsens klagesager, gennemgang af mere end 1.700 ikke-påklagede sager, en spørgeskemaundersøgelse blandt alle kommuner samt interviews med kommuner, borgere og interessenter.  

På tværs af de fem sagsområder går især tre udfordringer igen: Mangelfuld sagsoplysning, utilstrækkelige begrundelser og manglende overholdelse af sagsbehandlingsfrister. 

Kommuner, borgere og interessenter peger i spørgeskemaer og interviews på, at komplekse regler, mange retskilder og uklare snitflader mellem bestemmelserne gør sagsbehandlingen på handicapområdet vanskelig.

Ankestyrelsen gennemfører initiativer på handicapområdet, som bl.a. tager afsæt i resultaterne fra dem opsamlende afrapportering på retssikkerhedsundersøgelse.  

I de kommende fire år holder Ankestyrelsen faglige temadage for rådgivere og ledere på handicapområdet. Temadagene har til formål at styrke kompetencerne hos kommunale rådgivere og ledere og tager afsæt i flere af de udfordringer, som afrapporteringen peger på. 

De første temadage afholdes i Nyborg den 14. og 15. september i år.

Ankestyrelsen har desuden udarbejdet en række e-læringsmaterialer om både de generelle sagsbehandlingsregler og de fem bestemmelser, som retssikkerhedsundersøgelsen peger på, at kommunerne har størst udfordringer med. Materialerne er frit tilgængelige på Ankestyrelsens e-læringsportal. 

I de kommende år vil Ankestyrelsen fortsat understøtte kommunernes arbejde på handicapområdet gennem bl.a. læringsteams, læringsforløb. og andre faglige udviklingsaktiviteter. 

Faktaboks

Her er de fem sagsområder, som den opsamlende afrapportering på retssikkerhedsundersøgelsen viser, er særligt vanskelige for kommunerne at administrere:

  • Hjemmetræning (barnets lov §§ 82 og 85): Kommunerne anser reglerne om hjemmetræning som svære at administrere. Kommunerne ønsker bl.a. godkendte metodeudbydere og klare grænser for antal timer og metoder. 
  • Tabt arbejdsfortjeneste (barnets lov § 87): Kommunerne anser reglerne om tabt arbejdsfortjeneste som komplekse og vurderer, at det er en udfordring at få det samlede overblik på området. Kommunerne efterspørger færre retskilder og mere enkle beregningsmodeller. 
  • Socialpædagogisk støtte (servicelovens § 85): Kommuner, borgere og interessenter oplever, at reglerne er vanskelige at administrere. Kommunerne efterspørger bl.a. tydeligere lovtekst, flere eksempler og bedre sammenhæng mellem reglerne. 
  • Ledsagelse (servicelovens § 97): Data og viden fra retssikkerhedsinitiativerne viser, at der især er udfordringer med målgruppeafgrænsning og sammenhæng med andre bestemmelser. Kommunerne efterspørger bl.a. en præcisering af målgruppen.
  • Personlig hjælp og pleje samt praktisk hjælp (servicelovens § 83): Data og viden fra retssikkerhedsinitiativerne viser, at kommunerne har vanskeligt ved at overholde de generelle sagsbehandlingsregler i sagerne. Kommunerne ønsker bl.a. en præcisering af målgruppen.

Den samlede retssikkerhedsundersøgelse er en del af det flerårige retssikkerhedsprogram 2022-2025, som blev sat i gang efter, at et politisk flertal i Folketinget i slutningen af 2021 indgik en 4-årig aftale om at styrke retssikkerheden og visitationen på socialområdet for mennesker med handicap.

Du finder den samlede retssikkerhedsundersøgelse her

De faglige temadage, læringsforløb og læringsteams, som Ankestyrelsen gennemfører i 2026-2029 er del af Ankestyrelsens SSA-initiativer. I 2025 blev der afsat et millionbeløb til Ankestyrelsen til en række indsatser til styrkelse af den kommunale sagsbehandling på handicapområdet.