Efter Højesterets dom har en tilskadekommen ret til erstatning for tab af erhvervsevne svarende til 15 pct., hvis det vurderes, at den tilskadekomne har en klar og varig indtægtsnedgang som følge af en arbejdsskade, og indtægtsnedgangen er på 5 pct. eller derover.
Borgere kan kontakte AES
For at sikre den hurtigste sagsbehandling har vi aftalt med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), at AES kan genoptage sager, hvor Ankestyrelsen har truffet afgørelse om afslag på erstatning for tab af erhvervsevne.
Vi beder derfor borgere, der selv vurderer at være omfattet af Højesterets dom af 28. april 2026, om at kontakte AES for at få genoptaget deres sag.
Vi henviser til AES’ hjemmeside for mere information om, hvordan en sag kan blive genoptaget.
Ankestyrelsen vil selv genoptage de sager, som det er muligt for styrelsen at fremsøge, og give direkte besked til de berørte borgere.
Sager, der kan være omfattet af Højesterets dom af 28. april 2026
Det kan være relevant at søge om genoptagelse som følge af Højesterets dom af 28. april 2026, hvis den tilskadekomne tidligere har fået afslag på erstatning for tab af erhvervsevne, og hvis indtægtsnedgangen/indtægtstabet som følge af arbejdsskaden var under 15 pct.
Indtægtsnedgang/indtægtstab under 5 pct. erstattes efter Højesterets dom af 28. april 2026 dog fortsat ikke.
Krav på erstatning for tab af erhvervsevne i ulykkessager kan være forældede. I erhvervssygdomssager gælder derimod ingen forældelsesfrist.