Der er ikke regler om frekvensen for opfølgning eller personrettet tilsyn på voksenområdet, hvilket betyder, at det er op til den enkelte kommune selv at vurdere, hvornår og i hvilket omfang, der er behov for opfølgning.
I en ny undersøgelse har Retssikkerhedsenheden derfor set nærmere på kommunernes praksis.
Undersøgelsen bygger på:
- spørgeskema, som 94 af landets 98 kommuner har besvaret
- gennemgang af 20 sager fra fem kommuner
- interview med medarbejdere i de fem kommuner og med fem borgere, der bor i botilbud
De fleste kommuner følger op én gang om året
Undersøgelsen viser, at kommunerne typisk følger op første gang tre måneder efter, at borgeren er flyttet ind. Det gælder for 79 procent af kommunerne, når det drejer sig om længerevarende botilbud, og for 89 procent, når det drejer sig om midlertidige botilbud.
Herefter følger 68 procent af kommunerne som udgangspunkt op én gang om året på borgere i længerevarende botilbud.
Dog svarer 29 procent af kommunerne, at de som standard følger op sjældnere end årligt, fx hvert halvandet eller hvert andet år. Kommunerne forklarer blandt andet, at det kan ske, når borgerens støttebehov vurderes at være stabilt.
På midlertidige botilbud følger kommunerne oftere op. 44 procent følger op hvert halve år, og 43 procent følger op én gang om året. Kommunerne begrunder det med, at borgerne i midlertidige botilbud ofte er yngre og har mere uafklarede støttebehov.
Kommunerne har efter servicelovens § 148 to handlemåder, når de skal vurdere, om der skal følges op på borgere på botilbud. Bestemmelsen foreskriver dels pligt til personrettet tilsyn og dels opfølgning.
Kommunerne skal dermed sørge for løbende at følge op på borgerne for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfylder sit formål.
Eksempler på manglende opfølgning, når borgerens situation ændrer sig
I 10 af de 20 sager er der oplysninger, som efter Ankestyrelsens vurdering burde have givet kommunerne anledning til at følge op. Det fremgår dog ikke af sagerne, at kommunerne, hvor der eksempelvis er oplysninger om mistrivsel, har fulgt nærmere op. Ankestyrelsen bemærker, at bliver kommunen opmærksom på en borger i mistrivsel, skal kommunen som led i den almindelige omsorgsforpligtelse følge op på borgerens behov for hjælp.
Sagsgennemgangen viser også eksempler på borgere, der har boet i midlertidige botilbud i flere år, uden at kommunen har undersøgt, om de har brug for et længerevarende botilbud.
Derudover begrunder kommunerne generelt ikke skriftligt, hvorfor de vurderer, at hjælpen fortsat opfylder sit formål, og de sender sjældent en meddelelse til borgeren om resultatet af opfølgningen.
Sagsgennemgangen er ikke repræsentativ for kommunernes generelle praksis, men giver eksempler på, hvordan opfølgningen foregår i konkrete sager.
Opfølgning på de enkelte kommuners resultater
Ankestyrelsen har i forbindelse med undersøgelsen fundet eksempler på manglende iagttagelse af reglerne om flytning uden samtykke. Ankestyrelsen har været i dialog med kommunerne om disse sager. På baggrund af dialogen med kommunerne om de konkrete sager, er Ankestyrelsen blevet bekræftet i, at de pågældende kommuner har en skærpet opmærksomhed på iagttagelse af reglerne om flytning uden samtykke.
Tvivl om det personrettede tilsyn
Kommunerne skal både følge op på borgernes indsats og føre personrettet tilsyn med borgere i botilbud. 93 procent af kommunerne svarer, at de gennemfører det personrettede tilsyn i forbindelse med opfølgningen.
Flere kommuner er dog i tvivl om, hvad det personrettede tilsyn skal omfatte, og hvordan de skal dokumentere det. Kommunerne fortæller også, at medarbejderne griber tilsynet forskelligt an.
Det samme billede ses i sagsgennemgangen. I flere sager oplyser kommunerne, at de har gennemført personrettet tilsyn, men det fremgår ikke af dokumentationen. Det er heller ikke tydeligt, hvordan kommunerne skelner mellem opfølgning og personrettet tilsyn.
Kommunerne efterspørger derfor et konkret redskab, der kan skabe en mere ensartet praksis og gøre det tydeligere, hvad tilsynet skal omfatte, og hvordan det skal dokumenteres.
Statusbeskrivelser, ressourcer og borgernes oplevelse
Kommunerne peger på, at statusbeskrivelser fra botilbuddene er et vigtigt grundlag for opfølgningen, men at kvaliteten varierer, og at de nogle gange først modtages på selve mødedagen.
Nogle kommuner nævner også betydningen af begrænsede ressourcer for, hvor ofte der følges op, og at borgere, der ikke selv gør opmærksom på sig selv, risikerer at blive overset.
De interviewede borgere oplever generelt, at kommunernes opfølgninger sker i det omfang, de har behov for. Nogle borgere kan blive nervøse for opfølgningsmøderne, fx fordi de frygter at skulle flytte.
Undersøgelsen er udarbejdet af Retssikkerhedsenheden i Ankestyrelsen på bestilling fra Det Rådgivende Organ.