Registreringer for arbejdsskadesager, kommunale sager og Udbetaling Danmark-sager
Vi laver statistik på vores afgørelser, og derfor registrerer vi resultatet af hver enkelt afgørelse. Når vi sender afgørelserne til førsteinstansen og borgeren, skriver vi også, med hvilket resultat sagen kommer til at indgå i vores statistik.
Ved langt de fleste af vores afgørelser er der ikke tvivl om, hvilket registrering af udfald vi skal bruge – én afgørelse vil nemlig typisk kun have ét udfald: stadfæstelse, ændring, hjemvisning eller ophævelse.
En sag fra førsteinstansen bliver til flere sagsnumre
Hvis vi samler flere sagsnumre i én afgørelse, registrerer vi på samme måde: med det udfald, der passer til afgørelsens resultat i den enkelte sag.
Det kan for eksempel være, at førsteinstansen har afgjort sagen efter flere lovbestemmelser, som i Ankestyrelsens journalsystem hører under forskellige sagsemner. Den ene afgørelse fra førsteinstansen vil derfor i Ankestyrelsen få flere sagsnumre – og dermed mulighed for forskellige udfald.
Det kan ske, at vi stadfæster en afgørelse efter den ene lovbestemmelse, men ændrer efter den anden lovbestemmelse. Her skal den ene afgørelse registreres som en stadfæstelse, og den anden som en ændring.
I forhold til kommunale børnesager ser vi også én samlet afgørelse til én familie, hvor førsteinstansen afgør sagen i forhold til flere børn. Her opretter vi typisk en sag på det enkelte barn. I de tilfælde vil én afgørelse fra førsteinstansen få flere sagsnumre i Ankestyrelsen.
Også her vil der, hvis vi træffer forskellige afgørelser i forhold til de forskellige børn, skulle registreres flere koder på en enkelt sag fra førsteinstansen.
Flere udfald
Vi har også sager, hvor én afgørelse har flere delelementer og flere udfald; altså at der i den samme sag for eksempel både kan være en hjemvisning, hvor kommunen skal behandle sagen igen og en stadfæstelse, hvor kommunens afgørelse er rigtig. Hvordan registrerer vi sådan en sag?
I de tilfælde vil registreringen ske efter det mest vidtgående udfald for førsteinstansen, som typisk vil være det, der har størst betydning for borgeren. Hvis der er et klart hovedspørgsmål, vil sagen dog blive registreret efter hovedspørgsmålets udfald.
Det mest vidtgående udfald er i prioriteret rækkefølge:
- Ændring
- Ophævelse
- Hjemvisning
- Stadfæstelse.
Det vil sige, at hvis der er delelementer i vores afgørelse, der bliver stadfæstet, hjemvist, ophævet og ændret – så registrerer vi det som en ændring.
Delelementer, der bliver stadfæstet, hjemvist og ophævet, registrerer vi som ophævelse. Ophævelse og ændring bliver registreret som en ændring.
Vi bruger undtagelsen om at registrere efter et klart hovedspørgsmål i sager, hvor:
- der er et delelement, der er helt centralt og afgørende i sagen eller mange stadfæstede delelementer og
- ændringen/ophævelsen/hjemvisningen handler om et mindre delelement, der ikke spiller en væsentlig rolle for hverken borgeren eller underinstansen.
Anden lovbestemmelse
Vi har sager, hvor førsteinstansens afgørelse involverer en anden lovbestemmelse, som førsteinstansen ikke nødvendigvis har brugt i sin behandling. Her kan der også være tvivl om, hvilken registrering af udfald vi skal bruge.
En anden lovbestemmelse kan have direkte betydning for afgørelsen – og det betyder, at vi ikke kan tage stilling til klagen, før vi ved, om den anden lovbestemmelse kan bruges.
Det kan også være, at de to lovbestemmelser ikke er afhængige af hinanden; altså at førsteinstansens afgørelse er korrekt, men at borgeren muligvis kan få hjælp efter en anden lovbestemmelse.
Der er altså to muligheder, og den lovbestemmelse, som førsteinstansen ikke har brugt, kan enten:
- have direkte virkning på førsteinstansens afgørelse eller
- være et supplement/en anden mulighed.
I det første tilfælde har førsteinstansen afgjort sagen efter én lovbestemmelse. Men vi vurderer, at førsteinstansen skal undersøge, om den kan give hjælpen efter en anden lovbestemmelse. Hvis den ikke kan give hjælpen efter den anden bestemmelse, vil den første lovbestemmelse muligvis kunne bruges. Men vi kan ikke tage stilling til spørgsmålet, før førsteinstansen har undersøgt muligheden for hjælp efter den anden lovbestemmelse.
Her ender udfaldet som en hjemvisning.
Hvis førsteinstansen derimod – isoleret set – har afgjort sagen korrekt efter én lovbestemmelse, registrerer vi som en stadfæstelse. Også selvom der er mulighed for hjælp efter andre lovbestemmelser.
I de tilfælde fortæller vi førsteinstansen og borgeren, at der kan være mulighed for hjælp efter andre bestemmelser, men at det ikke er noget, der ændrer på rigtigheden af den afgørelse, som borgeren har klaget over.