Samtykke til salg uden udbud til fjernvarmecentral

22-08-2007

Svendborg Kommune ejede Svendborg Kraftvarmeværk, som bestod af et affaldsforbrændingsanlæg og et gasmotoranlæg. Kommunen ønskede at overdrage arealet med gasmotoranlægget til Svendborg Fjernvarmecentral. Kommunen havde oplyst, at salgsprisen ikke dækkede restgælden i gasmotoranlægget.

Statsforvaltningen Syddanmark vurderede, at der forelå særlige forhold og gav samtykke til salg uden offentligt udbud. Statsforvaltningen noterede, at kommunen med salget ønskede at minimere risikoen for fremtidige tvister om varmeprisfastsættelse, ligesom kommunen havde en særlig økonomisk interesse i salget for at hindre betydelige økonomiske tab for kraftvarmeværket. Statsforvaltningen vurderede, at kommunen havde gjort nok for at konstatere markedsprisen, særligt henset til, at der reelt ikke var andre aftagere til anlægget. Statsforvaltningen henviste også til en tilkendegivelse fra Indenrigsministeriet, hvorefter en kommune lovligt må sælge med tab, når kostprisen på kommunal jord er lavere end markedsprisen.

Statsforvaltningen udtalte vejledende, at kommunen var forpligtet til at tage markedsprisen for en eventuel garanti for et lån for Svendborg Fjernvarmecentral, og at lånet alene kunne finansiere opgaver, som kommunen lovligt selv kunne varetage.