Ringsted Kommune ønskede at sælge en ejendom på 400.000 m2 uden offentligt udbud til DSV A/S til 250 kr. pr. m2. Virksomheden var meget arealkrævende og afhængig af et domicil tæt på en motorvejsforbindelse. Parterne havde aftalt, at kommunen ville arbejde videre med opkøb af arealer, som DSV A/S ville få forkøbsret til.
Statsforvaltningen Sjælland gav samtykke til salg uden offentligt udbud. Statsforvaltningen lagde vægt på, at ejendommen på grund af sin beliggenhed og anvendelsesmuligheder var af særlig betydning for virksomheden, og at arealet ikke var så attraktivt, at det var betænkeligt at afskære andre tilbudsgivere. Statsforvaltningen vurderede, at salgsprisen var udtryk for markedsprisen.
Statsforvaltningen henledte opmærksomheden på, at kommunen ikke kunne indgå aftale om forkøbsret uden en modydelse.