Afslag på at godkende en kommunes revision

26-02-2007

Sammenlægningsudvalget for Ny Hedensted Kommune havde valgt ny revision. Forud for beslutningen havde sammenlægningsudvalget indbudt to revisionsfirmaer til at give tilbud på den lovpligtigte revisionsopgave. Opgaven var ikke sendt i offentligt udbud. Sammenlægningsudvalget valgte det ene firma, selvom dette var det dyreste tilbud. Kommunen begrundede valget med, at det ud fra en samlet økonomisk vurdering var det mest fordelagtige tilbud.

Statsforvaltningen Midtjylland udtalte, at det måtte være udgangspunktet, at en kommune vælger det billigste tilbud, når den indhenter underhåndstilbud fra leverandører, som den selv har udvalgt. Statsforvaltningen fandt dog, at andre kriterier kunne indgå i valget af "det økonomisk mest fordelagtige". Dog var det en forudsætning, at sådanne kriterier var udmeldt i forvejen, medmindre de måtte anses for indlysende for tilbudgiverne, eller der var tale om særligt væsentlige hensyn for kommunen.

I den konkrete sag fandt statsforvaltningen, at flere af de andre kriterier, som sammenlægningsudvalget havde ladet indgå i valget, ikke kunne indgå, eller at det ville være betænkeligt at lade dem indgå.

Statsforvaltningen kunne derfor ikke godkende sammenlægningsudvalgets valg af revision.