Kommune havde bevidst ikke overholdt sin tilsynspligt med dyrehold

19-03-2007

Kalundborg Kommune havde konstateret, at der på en ejendom var væsentligt flere dyr, end der var givet tilladelse til. Kommunen politianmeldte ejeren for den ulovlige udvidelse af dyreholdet, men traf ikke samtidig beslutning om, at dyreholdet skulle nedbringes.

Det var Statsforvaltningen Sjællands opfattelse, at beslutningen om politianmeldelse skulle have været ledsaget af en indskærpelse til den anmeldte om at overholde den gældende tilladelse og en tidsfrist for at efterkomme indskærpelsen.

Det var også statsforvaltningens opfattelse, at kommunen bevidst havde valgt ikke at ville overholde miljøbeskyttelseslovens tilsynsbestemmelser.