Bornholms Regionskommune havde truffet beslutning om, at regionskommunens
børne- og skoleudvalg, i en periode frem til fire nye folkeskoler var oprettet, skulle varetage opgaver vedrørende skolerne, som efter folkeskoleloven var henlagt til skolebestyrelser.
Statsforvaltningen Hovedstaden vurderede, at beslutningen var lovlig.
Statsforvaltningen lagde vægt på en vejledende udtalelse i sagen fra Undervisningsministeriet, hvorefter beslutninger omfattet af en skolebestyrelses kompetence lovligt kunne træffes af den kommunale forvaltning indtil det tidspunkt, hvor skolen blev anset for at være oprettet og dermed havde en skolebestyrelse.