Afslag på aktindsigt i bl.a. intern korrespondance og bortkommet dokument

19-08-2009

Region Midtjylland havde ad flere gange delvist imødekommet en række aktindsigtanmodninger om et selskab, som regionen havde aktier i. Regionen havde dog undtaget intern korrespondance omhandlende overvejelser vedrørende indholdet af nogle vedtægter. Regionen havde derudover ikke kunnet give aktindsigt i et dokument, da det ikke kunne fremsøges efter overgangen fra amt til region. Regionen havde opfordret til, at anmoder fremsendte den gamle journalliste fra amtet, således at regionen kunne undersøge forholdet nærmere.

Statsforvaltningen Midtjylland vurderede, at regionen havde været berettiget til at undtage den interne korresponance, idet der var tale om brevveksling inden for samme enhed. Statsforvaltningen vurderede videre, at regionen havde forsøgt tilstrækkeligt at identificere det bortkomne dokument nærmere.