Statsamtet Nordjylland havde tidligere udtalt sig om en kommunes opsigelse af et selskab som leverandør af personlig pleje efter fritvalgsreglerne. Opsigelsen var bl.a. sket med henvisning til, at selskabet ikke havde overholdt sine forpligtelser vedrørende nødopkald. Velfærdsministeriet bad efterfølgende Statsforvaltningen Nordjylland om at genoptage behandlingen af sagen, idet statsamtet ikke i tilstrækkeligt omfang havde fået oplyst, om kommunens beslutning om at opsige selskabet var truffet i strid med offentligretlige retsgrundsætninger, herunder lighedsgrundsætningen.
Statsforvaltningen indhentede yderligere oplysninger og fandt ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at kommunen i forbindelse med den konkrete opsigelse af selskabet havde tilsidesat den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning eller fritvalgslovgivningens krav om ligebehandling af leverandørerne. Statsforvaltningen vurderede, at en kommunal sikkerhedsprocedure vedrørende viderestillelse til en kommunal bagvagt af ubesvarede nødkald til en privat leverandør var saglig og ikke i strid med lighedsgrundsætningen eller fritvalgslovgivningens krav om ligebehandling af leverandører.