Kommune kunne ikke lovligt indgå aftale med internetudbyder om oprettelse af hotspots med gratis adgang til internettet

06-07-2009

Høje-Taastrup Kommune havde indgået en aftale med firmaet NoPayNet ApS om oprettelse af 32 hotspotzoner i kommunen, der hver især dækkede en radius på 200 meter, og som gav gratis adgang til internettet. Kommunen havde finansieret etableringen, mens den løbende drift skulle finansieres via reklamer fra annoncører.

På baggrund af en henvendelse fra en anden internetudbyder udtalte Statsforvaltningen Hovedstaden, at kommunens aftale med firmaet ikke kunne anses for at ligge inden for rammerne af kommunalfuldmagten.

Statsforvaltningen lagde vægt på, at udbydelse og oprettelse af adgang til internet ikke var en kommunal opgave, men derimod en opgave, som varetages af private mod betaling. Kommunens engagement i aftalen gik efter statsforvaltningens vurdering videre end kommunens interesse for at yde kommunal information tilsagde.

Statsforvaltningen havde tidligere den 5. december 2008 vurderet, at der ikke var grundlag for at rejse en tilsynssag. På dette tidspunkt var det dog oplyst, at kommunen ikke stillede gratis internet til rådighed for borgerne.