Faaborg-Midtfyn Kommune havde som led i det lovpligtige tilsyn indskærpet overfor en autolakeringsvirksomhed, at autoværkstedsbekendtgørelsens regler om afkasthøjde skulle overholdes.
Statsforvaltningen Syddanmark vurderede, at kommunen havde handlet i overensstemmelse med lovgivningen ved at indskærpe forholdet.
Det var dog statsforvaltningens opfattelse, at kommunen til brug for beregningen af afkasthøjde skulle lægge virksomhedens oplysninger til grund. Kommunen havde bevisbyrden efter autoværkstedsbekendtgørelsen. Det påhvilede derfor kommunen at oplyse sagen, hvis kommunen mente, at virksomhedens oplysninger ikke var korrekte.