En borger mente, at Høje-Taastrup Kommune ikke havde iagttaget sin pligt til at føre tilsyn med overholdelse og ændring af en deklaration om krav til byggearbejder, som en fritidshaveforening havde vedtaget og tinglyst på foreningens parceller.
Statsforvaltningen Hovedstaden vurderede, at der ikke var grund til at foretage nærmere undersøgelser af, om kommunen havde overholdt lovgivningen.
Statsforvaltningen lagde vægt på, at kommunalbestyrelsen ikke havde tillagt foreningen kompetence efter planloven, og at forholdet ikke i øvrigt var reguleret af planloven. Der var derfor tale om en privatretlig problemstilling, som statsforvaltningen ikke kunne tage stilling til.