Haderslev Kommune erkendte, at kommunen burde have foretaget høring af seniorrådet i nogle konkrete punkter, der havde været på dagsordenen i kommunens sammenlægningsudvalg og i voksenudvalget.
Det drejede sig om dagsordenspunkter vedrørende harmonisering af lån til betaling af ejendomsskat, harmonisering af husholdningsforbrug i forbindelse med varmetillæg samt en tilsynsrapport for et plejehjem.
Statsforvaltningen Syddanmark vurderede, at kommunen efter retssikkerhedsloven havde haft pligt til at høre seniorrådet i de anførte dagsordenspunkter. Da kommunen havde beklaget, at høring i de pågældende sager ikke havde fundet sted, foretog statsforvaltningen sig ikke mere i sagen.