Århus Kommune havde givet aktindsigt i et brev indgået til kommunen fra en pårørende til en plejehjemsbeboer. Kommunen havde overstreget navnet på afsender af brevet. Som begrundelse for undtagelsen af navnet fra aktindsigt havde kommunen anført, at brevet indeholdt private oplysninger om en plejehjemsbeboer. Hvis afsenders navn blev offentliggjort, ville den omtalte plejehjemsbeboers navn kunne fremfindes, idet afsender var barn af plejehjemsbeboeren. Endelig havde kommunen begrundet undtagelsen af afsenders navn med, at hemmeligholdelse var påkrævet, således at borgere ikke skulle undlade at klage, fordi videregivelse var mulig.
Statsforvaltningen Midtjylland vurderede, at kommunen skulle have givet aktindsigt i navnet, men ikke i de private oplysninger i brevet. Statsforvaltningen vurderede videre, at oplysningen om, at afsenders forældre boede på plejehjem, ikke i sig selv var en oplysning om private forhold efter offentlighedsloven.
Idet kommunen havde meddelt aktindsigt i hele brevet, undtagen afsenders navn, konstaterede statsforvaltningen, at en aktindsigt i navnet nu ville røbe fortrolige oplysninger.