Samtykke til mageskifte med det formål at skabe depotplads til bøger fra nedlagte biblioteksfilialer

08-12-2010

Langeland Kommune bad om samtykke til mageskifte med Det Danske Spejderkorps, som havde et ønske om at erhverve kommunens areal, der lå i umiddelbar tilknytning til deres spejderhus. Kommunen ønskede til gengæld at overtage Det Danske Spejderkorps' ejendom, idet der i forbindelse med nedlæggelse af samtlige biblioteksfilialer på Langeland var opstået et behov for depotplads til bøger fra de nedlagte filialer.

Statsforvaltningen Syddanmark gav samtykke til mageskifte, idet statsforvaltningen lagde vægt på kommunens oplysning om behovet for depotplads til bøger fra de nedlagte biblioteksfilialer, sammenholdt med oplysninger om størrelsen og beliggenheden af de omhandlede ejendomme.