Samtykke til mageskifte med Region Syddanmark for at fremtidssikre lægedækningen i området

08-12-2010

Varde Kommune bad om samtykke til mageskifte samt delvist køb af to ejendomme beliggende ved det gamle Varde Sygehus og det gamle Ølgod Rådhus.

Region Syddanmark havde et konkret og aktuelt behov for erhvervelse af Ølgod Rådhus. Dette hang sammen med, at det var påtrængende for regionen at fremtidssikre lægedækningen i området. Ansvaret for lægedækningen påhvilede regionen, og det var velkendt, at rekrutteringen af læger til udkantsområder voldte problemer. Ølgod Rådhus var velegnet til at imødekomme dette behov, idet ejendommen havde en god placering centralt i Ølgod by.

Statsforvaltningen Syddanmark vurderede på baggrund af oplysningerne i sagen, at der efter omstændighederne forelå sådanne særlige forhold, som kunne begrunde, at der blev givet dispensation fra kravet om offentligt udbud, og at det var ubetænkeligt at afskære eventuelle andre potentielle tilbudsgivere fra at komme i betragtning.