Region Sjælland havde gennemført et udbud vedrørende ambulancekørsel i regionsområdet. På vegne af Roskilde kommunale Brandvæsen havde Roskilde Kommune budt ind på opgaven med ambulancekørsel ikke blot i Roskilde og Lejre kommuner som hidtil, men yderligere i flere omkringliggende kommuner. Opgaven ville forudsætte en væsentlig kapacitetsudvidelse for Roskilde kommunale Brandvæsen.
Statsforvaltningen Sjælland vurderede, at omfanget af den af kommunen påtagede opgave var for vidtgående i forhold til bestemmelserne i sundhedslovgivningen (bekendtgørelse om ambulancer), som gav mulighed for begrænset ambulancekørsel i tilgrænsende områder af kommunen. Da der samtidig var tale om en væsentlig udvidelse af en kommunal aktivitet, der lovgivningsmæssigt var underlagt regionen, kunne opgaven heller ikke varetages med hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne. Statsforvaltningen tog ikke stilling til, om opgaven kunne løses efter reglerne om udøvelse af kommunal erhvervsvirksomhed.