Habilitetsspørgsmål vedrørende en turistforening

02-07-2010

Kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn Kommune havde erklæret tre kommunalbestyrelsesmedlemmer for habile ved behandlingen af et dagsordenspunkt og et tillægsdagsordenspunkt på et kommunalbestyrelsesmøde.

Statsforvaltningen Syddanmark vurderede, at kommunens beslutning om at erklære det ene kommunalbestyrelsesmedlem for habilt ved behandling af tillægsdagsordenspunktet var i strid med lovgivningen.

Statsforvaltningen lagde vægt på, at medlemmet var bestyrelsesformand i en turistforening, der havde en direkte interesse i punktets behandling. Statsforvaltningen vurderede samtidig, at det ikke var i strid med lovgivningen, at to kommunalt udpegede bestyrelsesmedlemmer i den samme turistforening deltog i behandlingen af begge ovennævnte punkter på mødet.

Statsforvaltningen lagde vægt på, at de begge som repræsentanter for kommunalbestyrelsen i turistforeningens bestyrelse skulle varetage kommunens interesser.