Århus Kommune bad om samtykke til salg af et areal til en nabolodsejer, A, uden offentligt udbud. Kommunen havde oplyst, at den i forbindelse med sikring af vandføring ønskede at etablere et ledningsanlæg på A's ejendom. A var i den forbindelse berettiget til en erstatning på X kr. Kommunen ønskede at betale denne erstatning ved at overdrage det omhandlende areal til A.
Statsforvaltningen Midtjylland gav samtykke til salg uden offentligt udbud.
Statsforvaltningen lagde vægt på, at salget skete som kompensation for anbringelse og udførelse af ledningsanlæg på A's ejendom. Der forelå desuden ikke oplysninger om, at andre var interesserede i at købe det omhandlede areal, eller at et offentligt udbud ville kunne forventes at fremkalde højere købstilbud for det kommunale areal.