Samtykke til salg af fast ejendom til virksomhed beliggende på naboejendom under forudsætning af, at lokalplan godkendes endeligt

15-10-2010

Vejen Kommune bad om samtykke til salg af et areal til byggemarkedskæden Optimera Danmark A/S uden offentligt udbud.

Kommunen havde oplyst, at arealet grænsede op til Optimeras eksisterende ejendom, og at arealet skulle bruges til opbevaring af trælast og bygningsartikler. Der var på baggrund af henvendelsen fra Optimera Danmark A/S igangsat udarbejdelse af lokalplan for arealet, da virksomheden havde behov for arealet til udvidelse, og idet Vejen Kommune havde en stor interesse i at bevare denne virksomhed og arbejdspladserne i kommunen.

Statsforvaltningen Syddanmark gav samtykke til salg af arealet til Optimera Danmark A/S uden offentligt udbud.

Statsforvaltningen lagde vægt på, at Optimera Danmark A/S ved erhvervelsen af det pågældende areal havde ønsket at sikre virksomheden et aktuelt og konkret udvidelsesbehov.