Økonomisk forsvarlighed i forbindelse med salg af en skole

11-04-2014

Sorø Kommune havde solgt Alsted-Fjenneslev Skole til eneste tilbudsgiver for 1.510.000 kr. Skolen lå i forbindelse med en hal på et grundareal på i alt 48.021 m2.

Sorø Kommune understregede i en redegørelse til Statsforvaltningen, at der ikke var foretaget et samlet salg af skole, hal og grundareal. Kommunen havde alene solgt skolen og et grundareal på ca. 7.100 m2.

Nybolig Erhverv havde varetaget processen med det offentlige udbud på kommunens vegne.

Statsforvaltningen vurderede, at Alsted-Fjenneslev Skole var solgt i overensstemmelse med reglerne i udbudsbekendtgørelsen.

Statsforvaltningen vurderede også, at der ikke var grundlag for at antage, at kommunen ikke havde handlet økonomisk forsvarligt ved salget. 

Statsforvaltningen besluttede på den baggrund ikke at rejse en tilsynssag.