Kommunes og dens forsyningsselskabs modsatrettede interesser i aftale førte ikke i sig selv til inhabilitet

19-08-2015

Byrådet i Ringsted Kommune havde erklæret medlemmer af Ringsted Forsyning A/S inhabile ved byrådets behandling af et klimatilpasningsprojekt om udledning af regnvand. Byrådet skulle blandt andet tage stilling til indgåelsen af en aftale med forsyningen om fordeling af omkostninger og tidspunktet for aftalens indgåelse.

Statsforvaltningen udtalte, at kommunen ikke havde redegjort for, at der forelå konkrete omstændigheder, der kunne føre til inhabilitet. At kommunen og forsyningsselskabet kunne have modsatrettede interesser i forhold til indgåelsen af en aftale var ikke tilstrækkeligt.