Social- og seniorudvalget og byrådet i Fredensborg Kommune havde erklæret et byrådsmedlem med handicap inhabilt ved behandlingen af en sag om vedtagelse af en handleplan med tilhørende kvalitetsstandarder på handicap- og socialpsykiatriområdet. Kommunen vurderede, at byrådsmedlemmet som handicappet modtager af støtte efter serviceloven havde en særlig interesse i sagens udfald.
Statsforvaltningen vurderede konkret, at byrådsmedlemmets interesse i sagens udfald overvejende var af generel og indirekte karakter og var af begrænset styrke. Kommunens beslutninger om at erklære medlemmet inhabilt var derfor ikke i overensstemmelse med inhabilitetsreglerne.
Statsforvaltningen vurderede også lovligheden af kommunens kvalitetsstandard for BPA-området og fandt ikke anledning til at rejse en tilsynssag. Statsforvaltningen lagde til grund, at kommunen behandler alle ansøgninger efter en konkret og individuel vurdering i forhold til den enkelte borgers behov og forudsætninger, og at kommunen træffer afgørelse efter den relevante bestemmelse i serviceloven med tilhørende bekendtgørelser og vejledninger samt gældende praksis i henhold til Ankestyrelsens principafgørelser, hvor også kommunens kvalitetsstandard indgår som en del af beslutningsgrundlaget for den konkrete afgørelse.