Forvaltningen i en kommune havde truffet afgørelse om, at bestyrelsesformanden for en kommunal selvstyrehavn var inhabil i forhandlingerne med en navngiven forretningsmand.
Statsforvaltningen udtalte, at den kommunale selvstyrehavn var en selvstændig juridisk enhed. Det forhold, at kommunalbestyrelsen havde en række styringsmæssige beføjelser over for havnen, kunne ikke føre til, at kommunalbestyrelsen havde kompetence til at træffe afgørelse om inhabilitet i havnens bestyrelse. Derfor havde forvaltningen heller ikke kompetence på vegne af kommunalbestyrelsen.
Da Statsforvaltningen ikke førte tilsyn med kommunale selvstyrehavne, kunne tilsynet ikke tage stilling til det konkrete spørgsmål om bestyrelsesformandens habilitet.