Holbæk Kommune havde opstillet det kriterium, at man skulle have haft bopæl i kommunen i mindst to ud af de seneste fem år for at være omfattet af den kommunale boliganvisning.
Det var Statsforvaltningens opfattelse, at dette kriterium var i strid med almenboliglovens anvisningsregler.
Statsforvaltningen lagde vægt på, at kriteriet fremstod som en absolut afgrænsning af den ansøgnings- og opskrivningsberettigede kreds af borgere. Kriteriet var dermed egnet til på forhånd at afskære en bestemt gruppe af borgere med bopæl i kommunen fra at søge om en bolig i den kommunale boliganvisning.