Brøndby Kommune havde bedt Statsforvaltningen om en udtalelse om, hvorvidt det ville være lovligt for kommunen at udleje en grund til Danmarks Idrætsforbund til en pris, der var lavere end markedsprisen.
Der var ikke oplysninger i sagen om, at Danmarks Idrætsforbund - eller de to forbund, som skulle anvende bygningen på kommunens grund - særligt varetog aktiviteter, som alene eller i det væsentligste var af interesse for borgerne i kommunen. Kommunen havde heller ikke redegjort for, at den på andet grundlag havde en kommunal interesse i forbundenes aktiviteter.
Statsforvaltningen udtalte herefter, at det ud fra de foreliggende oplysninger var Statsforvaltningens opfattelse, at kommunen hverken efter eliteidrætsloven eller kommunalfuldmagtsreglerne kunne udleje grunden til Danmarks Idrætsforbund til en pris, der var lavere end markedsprisen.