Afslag på aktindsigt med henvisning til forebyggelse af lovovertrædelser

07-07-2016

Aarhus Kommune gav afslag på aktindsigt i referater fra møder afholdt i en tværfaglig arbejdsgruppe vedrørende forebyggelse af radikalisering og diskrimination i Aarhus. Kommunen henviste bl.a. til, at en offentliggørelse ville forringe gruppens muligheder for at arbejde med antiradikaliseringsindsatsen, fordi personer, der var omtalt i referaterne, ville kunne indrette sig på oplysningerne. Referaterne blev undtaget efter offentlighedslovens § 33, nr. 1.

Statsforvaltningen vurderede, at kommunen ikke med den anførte begrundelse kunne undtage oplysningerne efter offentlighedslovens § 33, nr. 1, da kommunen ikke nærmere havde forklaret, hvorfor en offentliggørelse af oplysningerne konkret ville forringe kommunens og politiets muligheder for at forebygge og efterforske kriminalitet begået som følge af radikalisering.