Tilbagebetaling af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste

15-08-2017

Københavns Kommune havde truffet afgørelse om, at et tidligere medlem af Borgerrepræsentationen skulle betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste tilbage.

Ankestyrelsen udtalte, at det faldt uden for Ankestyrelsens kompetence at tage stilling til, om det tidligere medlem havde pligt til at betale det udbetalte beløb tilbage. Afgørelsen heraf henhørte under domstolene.

Ankestyrelsen udtalte desuden, at der ikke var grundlag for at antage, at kommunen ved sin afgørelse om dokumentationskravet ved udbetaling af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste havde handlet i strid med regler, som Ankestyrelsen påser overholdelsen af.

Det var Ankestyrelsens opfattelse, at det tidligere medlem af Borgerrepræsentationen var blevet vejledt fyldestgørende om sin retsstilling i forhold til dokumentationskravet ved valget af ordningen om erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste.

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at antage, at der forelå usaglig forskelsbehandling med hensyn til dokumentationskravet. Ankestyrelsen fandt heller ikke, at kommunens retningslinjer udelukkede lovlige kriterier fra at komme i betragtning ved ordningen.

Endelig fandt Ankestyrelsen, at kommunen havde oplyst sagen i overensstemmelse med kommunens retningslinjer, og at kommunens afgørelse måtte antages at være truffet på grundlag af et konkret skøn.