Tilsidesættelse af regler om vilkår og frister i udbudsbekendtgørelsen

22-08-2017

Herning Kommune havde udbudt en ejendom på 1.055 m2 til salg uden mindstepris. Ifølge udbudsannoncen skulle tilbud være kommunen i hænde senest 8. februar 2013. Byrådet i kommunen behandlede først salget af ejendommen på et møde og traf beslutning om at sælge ejendommen til den eneste tilbudsgiver 26. maj 2015. Ejendommens areal blev i forbindelse med salget udvidet til ca. 1.500 m2 og solgt for 300.000 kr.

Ankestyrelsen vurderede, at kommunen ved salget af ejendommen havde handlet i strid med kommunestyrelseslovens § 68, stk. 1, og udbudsbekendtgørelsen, fordi kommunen havde solgt ejendommen til en køber, der havde afgivet købstilbud efter udløb af frist for afgivelse af tilbud og frist for salg. Kommunen havde endvidere foretaget en ikke uvæsentlig ændring i udbudsvilkårene, og kommunen havde ikke overholdt sin forpligtelse til at udfolde sædvanlige og rimelige bestræbelser på at konstatere markedsprisen.