Kommunalt fællesskabs aktiviteter i en kommune, som ikke deltager i fællesskabet

31-03-2017

Det kommunale fællesskab Modtagestation Syddanmark I/S havde indsamlet farligt affald hos virksomheder i Odense Kommune og budt på en opgave, som Odense Renovation A/S havde udbudt. Odense Kommune deltog ikke længere i det kommunale fællesskab. Odense Kommune mente, at Modtagestation Syddanmark I/S handlede ulovligt og undlod at behandle ansøgninger fra private virksomheder, som ønskede at lade Modtagestation Syddanmark I/S indsamle deres farlige affald.

Statsforvaltningen vurderede, at Modtagestation Syddanmark I/S kunne indsamle affald for andre end deltagerkommunerne, herunder private, hvis det skete som led i udnyttelsen af overskudskapacitet.

Statsforvaltningen vurderede også, at Odense Kommune havde handlet ulovligt ved at undlade at behandle ansøgningerne fra private virksomheder om at blive fritaget for pligten til at benytte den kommunale affaldsordning. Statsforvaltningen lagde vægt på, at virksomheder, som opfyldte betingelserne, havde har krav på at blive fritaget for benyttelsespligten.