Kommuners og regioners deltagelse i en forening, der sælger licensaftaler

27-09-2017

Et advokatfirma havde bedt om Statsforvaltningens vurdering af, om kommuner og regioner lovligt kunne være medlemmer af foreningen Brugerklubben SBSYS.

Brugerklubben administrerede, udviklede og vedligeholdt et elektronisk sags- og dokumenthåndteringssystem for deltagerne.

Ankestyrelsen vurderede, at kommuners og regioners deltagelse i brugerklubben var lovlig for så vidt angår kommunernes og regioners eget brug af it-systemet.

Ankestyrelsen vurderede derudover, at brugerklubbens udstedelse af licensaftaler ikke var en lovlig kommunal/regional opgave, da der var tale om erhvervsvirksomhed. 

Samlet set vurderede Ankestyrelsen, at kommuners og regioners deltagelse i brugerklubben SBSYS ikke var lovlig, fordi brugerklubben ikke kun varetog opgaver, som kommuner/regioner selv lovligt kunne varetage. Brugerklubben varetog også opgaver, som kommuner/regioner ikke lovligt kunne varetage i form af udstedelse af licensaftaler.