Kommunal støtte til turistforening

09-12-2019

Ringkøbing-Skjern Kommune havde i en årrække stillet et areal gratis til rådighed for en turistforening. Foreningen udlejede en del af arealet til et anpartsselskab.

Kommunen bad Ankestyrelsen vurdere, om støtten til turistforeningen var lovlig. Kommunen bad også Ankestyrelsen vurdere, om kommunens plan for tilsyn med foreningens brug af støtten var tilstrækkelig.

Ankestyrelsen udtalte, at kommunen lovligt kunne støtte foreningens turistmæssige formål. Kommunen måtte dog ikke støtte foreningens varetagelse af opgaver, som ikke var lovlige kommunale opgaver. Ankestyrelsen vurderede, at kommunens plan ville betyde, at den levede op til sin pligt til at føre kontrol med foreningens brug af den kommunale støtte.