Hjørring Kommune havde givet afslag på aktindsigt i oplysninger om priser, navne og kontaktoplysninger på medarbejdere samt andre oplysninger. Kommunen havde henvist til offentlighedslovens § 30, nr. 2, om undtagelse af oplysninger om drifts- eller forretningsforhold mv.
Ankestyrelsen vurderede, at kommunen ikke havde konkretiseret, hvilke væsentlige økonomiske skadevirkninger der ville kunne indtræde, hvis der blev givet aktindsigt i oplysningerne. Det var ikke tilstrækkeligt, at kommunen havde henvist til, at de undtagne oplysninger var af teknisk og kommerciel karakter og dermed erhvervshemmeligheder, og at aktindsigt ville kunne medføre skadevirkninger af væsentlig økonomisk karakter for de omhandlede virksomheder.