Kalundborg Kommune havde bedt Ankestyrelsen om at vurdere, om kommunen lovligt kunne udnytte en opstået overskudskapacitet i kommunens madproduktion til at producere og levere forplejning i forbindelse med sociale aktiviteter målrettet enlige, ældre i kommunen. Maden skulle sælges til markedspris.
Det var Ankestyrelsens vurdering, at kommunen ikke med hjemmel i kommunalfuldmagten kunne udnytte den opståede overskudskapacitet til at producere og levere mad til sociale arrangementer.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at salg af mad i forbindelse med sociale arrangementer er en opgave, som varetages af private erhvervsdrivende på rimelig vis.