Ankestyrelsen havde modtaget en henvendelse om Rudersdal Kommunes praksis for beregning af tilskud til tandregulering til børn og unge. Kommunen havde også selv rettet henvendelse til Ankestyrelsen om samme forhold.
Ankestyrelsen vurderede, at Rudersdal Kommune forud for en ændring af sundhedsloven den 1. juli 2022, havde handlet i strid med de dagældende regler ved at have en praksis, hvorefter tilskud til tandregulering for børn og unge, der havde valgt at benytte sig af retten til frit valg af tandpleje, blev beregnet på baggrund af en gennemsnitlig kostpris for en tandregulering foretaget i den kommunale tandpleje.