Habilitet i sag om parkeringsforbud på stranden

25-06-2025
Sektorlovgivningen Selskabsinhabilitet Speciel inhabilitet Øvrige omstændigheder - inhabilitet Ankestyrelsen

Byrådet i Hjørring Kommune mente, at et byrådsmedlem var inhabilt ved behandlingen af en sag om parkeringsforbud for autocampere på stranden.

Byrådsmedlemmet havde brugt initiativretten til at få sagen på dagsordenen og var formand for en forening, som havde til formål at varetage byens interesser inden for erhverv, overnatning, restauratørbranchen, handel, håndværk og turisme.

Ankestyrelsen vurderede, at den forening, som medlemmet var formand for, ikke havde en sådan særlig interesse i sagen, at medlemmet var inhabilt. Ankestyrelsen lagde vægt på, at foreningens interesse var af generel og indirekte karakter.