Frivillig rådgivning ved barn i forslag (matchning)

Som kommende adoptant har du mulighed for at modtage gratis psykologisk rådgivning i forbindelse med matchningen af et barn. Samtalerne er et tilbud til dig, før du tager endelig stilling.

Du kan modtage op til tre timers rådgivning ved matchning. Tilbuddet er gratis.

Som udgangspunkt foregår denne type af rådgivning med fysisk fremmøde i rådgiverens lokaler. Der kan dog være situationer, hvor I kan aftale virtuel rådgivning.

Få indblik i barnets behov og livsvilkår

Målet med rådgivningen er at hjælpe dig med at få indblik i, hvordan barnets særlige livsvilkår op til adoptionen kan påvirke barnets behov efter adoptionen.

Det er også muligt at tale om de vilkår, som den biologiske mors graviditet kan have for det ufødte barn (stress, angst, manglende tilknytning til det ufødte barn og lignende), og hvad det kan have af betydning for barnets udvikling og trivsel senere.

I kan også tale om, hvordan biologiske forældres eventuelle psykologiske udfordringer, psykiatriske diagnoser og intelligens (IQ) kan have betydning. Du får også mulighed for at tale om de tanker og følelser, du har.

Du bestemmer selv, om børnelægens skriftlige vurdering (pædiatervurderingen) skal med til rådgivningen, eller om du mundtligt vil fortælle, hvad du er optaget af.

Rådgivningen vil ikke munde ud i en skriftlig erklæring om barnets udviklingsmuligheder. Rådgiveren kan heller ikke erklære sig enig eller uenig i børnelægens vurdering, men kan alene tale om barnets udviklingsbehov og udviklingsmuligheder fra en psykologfaglig vinkel.

Som kommende adoptant er det din egen opgave efterfølgende selv at vurdere, om du er i besiddelse af de fornødne ressourcer ift. det konkrete barn, der er bragt i forslag.

Rådgivende børnelæger

Som adoptant har du også mulighed for at få rådgivning fra en uvildig børnelæge i forbindelse med matchning.

Børnelægen kan hjælpe med afklaring af, hvorvidt du skal sige ja eller nej, når du har fået et konkret barn i forslag.

Vi henviser til Adoptionsnævnets børnelæger.

Rådgivende børnelæger