Børnegrupper - samtalegrupper for adopterede børn under 18 år

Børnegrupper byder på noget særligt for adopterede børn og unge, fordi børnene har haft en start på livet, der minder om hinandens.

Mange adopterede børn og unge klarer sig godt, men går samtidig og tumler med følelser og spørgsmål, der knytter sig til det at være adopteret.

Børnegrupperne er ikke et terapeutisk tilbud, men et tilbud, hvor barnet kan spejle sig i jævnaldrende, og de har alle det til fælles, at de har adoption som livsvilkår.

Det er gratis at deltage.

Hvem?

Børnegrupperne er for adopterede børn og unge under 18 år. Vi sammensætter grupperne med otte deltagere, så der højst er to års aldersforskel på børnene i en gruppe.

Gruppelederne er psykologiske rådgivere (PAS-rådgivere), og det er de samme to gruppeledere, der leder møderne hver gang.

Hvor?

Vi igangsætter løbende grupper forskellige steder i landet ud fra både alder og bopæl på de tilmeldte børn/unge. Vi kan derfor ikke forudsige, hvor i landet vi starter den næste gruppe - og heller ikke i hvilken aldersgruppe.

Hvad og hvornår?

Formålet med børnegrupperne er at styrke barnets/den unges identitet og selvfølelse. Det gør vi bl.a. ved, at:

  • barnet/den unge får mulighed for at dele tanker og følelser om at være adopteret
  • møderne foregår med jævnaldrende i et trygt forum
  • barnet/den unge kan få oplevelsen af ikke at være alene med sin særlige historie
  • barnet/den unge får konkrete idéer og støtte til at klare sin særlige start på livet
  • barnet/den unge får gode og særlige oplevelser af at være en del af en gruppe.

Hele forløbet

  • Inden vi sammensætter en ny gruppe, vil du/I og barnet/den unge blive indkaldt til en individuel samtale på en halv time med gruppelederne. I den forbindelse har I også mulighed for at se lokalerne, vi holder møderne i.
  • Der er max 15 mødegange, og hvert møde varer to timer.
  • Vi mødes om eftermiddagen ca. hver 14. dag med undtagelse af ferieperioder.
  • Sidste gruppemøde er ca. seks måneder efter gruppens 14. møde. Mødet fungerer som en slags opsamling og genforening for børnene/de unge.
  • Vi holder ét af møderne for forældre alene. Her vil I høre om forløbet i gruppen, og hvad der er vigtigt for jeres børn/unge, så I kan støtte op om den udvikling, der er sat i gang i gruppen.
  • Når gruppeforløbet er slut, har I som familie mulighed for at få en individuel rådgivningstime hos én af gruppelederne. Det forudsætter dog, at I har flere rådgivningstimer til rådighed. Her vil gruppelederen sammen med barnet/den unge fortælle, hvad der er vigtigt, at I som forældre hjælper barnet/den unge videre med. 

Tavshedspligt

Der er tavshedspligt i børnegruppen, hvilket betyder, at gruppelederne ikke videregiver det, barnet fortæller, uden at der er lavet en aftale med barnet om det.

Som forælder kan du ikke modtage individuel rådgivning hos dit barns gruppeledere, så længe gruppen er i gang. Det gælder, indtil den 14. mødegang har fundet sted. Forældre er dog velkomne til at modtage rådgivning hos en anden rådgiver i denne periode.