Skolens registrering af ulovligt fravær
Når skolen registrerer fravær, skal det gøres i et elektronisk system, som er tilgængeligt for kommunen. Kommunen vil efter omstændighederne skulle kontakte skolelederen med henblik på at få bekræftet, at eleven rent faktisk har ulovligt fravær på 15 procent eller derover. Det kan fx være i tilfælde, hvor forældrene oplyser, at der er tale om en fejlregistrering.
I en af de konkrete sager, der lå til grund for Ankestyrelsens principmeddelelse 11-21, oplyste elevens mor, at hun havde indgået en aftale med skolen om, at hendes søn ikke kom i skole, mens moderen ventede svar på en coronatest. Fraværsdagene var imidlertid registreret som ulovligt fravær.
På baggrund af moderens oplysninger burde kommunen have kontaktet skolen og undersøgt, om der var tale om en fejlregistrering. Skolen oplyste til Ankestyrelsen, at der var tale om en fejlregistrering. Ankestyrelsen ændrede kommunens afgørelse, således at børne- og ungeydelsen ikke skulle standses.
I flere sager har Ankestyrelsen også set, at forældrene oplyser, at skolen ikke har overholdt deres forpligtelser efter fraværsbekendtgørelsen. Det kan fx være, at forældrene oplyser, at skolen ikke har overholdt § 6, stk. 2, i fraværsbekendtgørelsen om, at skolelederen skal orientere forældrene om reglerne i § 153, stk. 2, og § 155 c i serviceloven, når eleven har ti procent ulovligt skolefravær.
Selvom skolelederen er forpligtet til at overholde fraværsbekendtgørelsen, har dette ikke betydning for kommunens behandling af sagen om, hvorvidt der skal ske en standsning af børne- og ungeydelsen på grund af ulovligt skolefravær. Dette betyder, at selvom skolelederen ikke har overholdt sin forpligtelse til at orientere forældrene efter § 6, stk. 2, i fraværsbekendtgørelsen, skal kommunen fortsat behandle sagen og tage stilling til, om der er grundlag for at standse ydelsen i et kvartal.
Eksempel
Kommunen modtager en underretning fra en skole om, at en elev i det foregående kvartal har haft ulovligt skolefravær på 25 procent. I forbindelse med partshøringen oplyser elevens mor, at registreringen er forkert. Hun oplyser også, at hun ikke mener, at der er tale om ulovligt fravær. Hun oplyser, at hendes barn har det dårligt og har svært ved at komme i skole, og at barnet er i gang med at blive udredt for angst.
Kommunen kontakter skolen med henblik på at afklare, om der er tale om en fejlregistrering. Skolen oplyser, at det er der ikke og holder fast i, at det ulovlige fravær har været på 25 procent i seneste kvartal. Kommunen kan derfor lægge dette grund for den videre behandling af sagen.
På baggrund af morens oplysninger om at eleven har det svært, skal kommunen undersøge, om elevens vanskeligheder kan udgøre en undskyldelig omstændighed. Det fremgår, at eleven er i gang med at blive udredt for angst. Det er ikke afgørende, om barnet har en diagnose, men det kan være relevant for kommunen at indhente oplysninger fra fx den læge eller psykolog, som er i gang med at udrede eleven.
Formålet med reglen
Det fremgår af forarbejderne, at formålet med reglen er at styrke forældreansvaret i forhold til barnets skolegang. Risikoen for en standsning af børne- og ungeydelsen skal således være med til at motivere forældrene til at løfte deres ansvar for, at deres barn kommer i skole.
I flere af de sager, som Ankestyrelsen har set indtil videre, har forældrene oplyst, at fraværet er begrundet i undskyldelige omstændigheder, og de gør, hvad de kan, for at barnet kommer i skole. Disse sager har Ankestyrelsen hjemvist til kommunen til nærmere undersøgelse, fordi vi ikke kunne se, at kommunen havde taget stilling til forældrenes oplysninger. Hvis kommunen herefter når frem til, at der er der er tale om undskyldelige omstændigheder for fraværet, skal kommunen ikke standse børne- og ungeydelsen
Temamøde om standsning af børne- og ungeydelsen på grund af ulovligt skolefravær
Ankestyrelsen holdt i andet kvartal 2021 et temamøde, hvor vi blandt andet behandlede sager om standsning af børne- og ungeydelsen på grund af ulovligt skolefravær. Vi har beskrevet vores praksis på området i et praksisnotat, som du kan læse her:
Notat om ulovlig skolefravær
Kursustilbud
Ankestyrelsen vil i 2022 udbyde et kursus om reglerne og styrelsens praksis. Kurset vil blive udbudt på Ankestyrelsens hjemmeside.