Ankestyrelsen har samlet en række tidligere principmeddelelser om selvstændige erhvervsdrivendes ret til hjælp til forsørgelsen i principmeddelelse 36-20. Kommunernes tilbagemeldinger viser, at de ofte er udfordret i deres vurdering af disse sager, og med den nye principmeddelelse bliver praksis tydeligere.
Af specialkonsulent Pernille Packert Martensen
Artiklen beskriver, hvornår selvstændige erhvervsdrivende har ret til hjælp til forsørgelse, og hvordan kommunerne skal vurdere, om en eventuel ægtefælle, der er selvstændig, står til rådighed for arbejdsmarkedet, ordinær uddannelse eller aktiviteter rettet imod beskæftigelse. Artiklen beskriver også, hvad kommunerne skal gøre, når indtægter fra selvstændig virksomhed skal trækkes fra i hjælpen.
Aktivloven indeholder ikke regler, der er specifikt rettet mod selvstændige. Loven indeholder heller ikke regler om, hvordan selvstændiges indtægt skal opgøres i en beregning af hjælp til forsørgelse. Derfor gælder aktivlovens almindelige betingelser for hjælp.
Når kommunerne skal vurdere om en selvstændig erhvervsdrivende har ret til hjælp, skal de se på følgende forhold:
For at kunne modtage hjælp til forsørgelse skal ansøger have været ude for ændringer i sine forhold, så det ikke er muligt at forsørge sig selv og familien - heller ikke gennem andre ydelser (læs mere om dette i aktivlovens § 11, stk. 2).
§ 11. Kommunen yder hjælp i form af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp, kontanthjælp, tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. og tilbud i medfør af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven.
Stk. 2. Det er en betingelse for at få hjælpen,
1) at ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold, f.eks. i form af sygdom, arbejdsløshed eller samlivsophør,
2) at ændringerne bevirker, at ansøgeren ikke har mulighed for at skaffe det nødvendige til sin egen eller familiens forsørgelse, og
3) at behovet ikke kan dækkes gennem andre ydelser.
…
En social begivenhed kan både være af forudset og uforudset karakter, som for eksempel:
Kommunen skal altid lave en konkret vurdering i hver enkelt sag.
Vi oplever, at kommunerne har svært ved at vurdere, om en ansøger, der er selvstændig erhvervsdrivende, har været ude for en social begivenhed. Det gælder især, hvis ansøgeren stadig har en aktiv virksomhed, fordi det skal være en ændring i ansøgerens egne forhold og ikke i virksomhedens forhold, der gør det nødvendigt, at få hjælp til forsørgelsen.
Det betyder, at den selvstændige har været udsat for en social begivenhed, hvis for eksempel:
Eksempel 1:
Borger oplyser ved ansøgning om hjælp til forsørgelse, at han er blevet opsagt fra sit arbejde i det lokale supermarked.
Borger oplyser, at han derfor ikke kan forsørge sig selv, men oplyser også i forbindelse med ansøgningen, at han er registreret med et cvr nr.
Kommunen spørger, hvorfor han har et cvr nr., og han fortæller, at det er et, som han har oprettet for flere år siden til en virksomhed. Kommunen beder borger om at dokumentere, at der ikke er noget aktivitet i virksomheden.
Borger fremsender derfor en kontooversigt, hvoraf det fremgår, at der ikke er en erhvervskonto. Kommunen har heller ikke søgninger på de social medier fundet oplysninger om virksomheden.
Borger har derfor været ude for en ændring i sine forhold i form af opsigelse fra sit arbejde. Borger har endvidere dokumenteret, at han ikke har en aktiv virksomhed. Borger har således ikke noget forsørgelsesgrundlag, og dermed har han en social begivenhed.
Eksempel 2:
Borger oplyser ved ansøgning om hjælp til forsørgelse, at han har en aktiv virksomhed, men at det går dårligt i øjeblikket og derfor mangler han økonomisk hjælp.
Kommunen spørger, hvad han laver i virksomheden, og hvorfor han ikke har penge til sin forsørgelse. Borger oplyser, at hans virksomhed er en cafe, hvor han indtil nu har haft stor succes med at servere mini-burgere. Han har dog for nogle måneder siden satset et større pengebeløb til en ombygning af cafeen, da han ikke længere vil sælge burgere, men i stedet er gået all-in på at sælge donuts.
Borger mister sine faste mini-burger kunder, og salget af donuts har ikke været som forventet, hvorfor indtjeningen på salg af donuts ikke kan dække hans forsørgelse i øjeblikket.
Da de ændringer, der er sket i form af en indtægtsnedgang, ikke er en ændring i borgerens egne forhold, men skyldes en omlægning af driften, er der ikke tale om en social begivenhed i aktivlovens forstand.
Vurderer kommunen, at en ansøger har været ude for en social begivenhed, skal de vurdere, om ansøgeren og dennes eventuelle ægtefælle står til rådighed for arbejdsmarkedet, ordinær uddannelse eller aktiviteter rettet imod beskæftigelse.
§ 13. Det er en betingelse for at få kontanthjælp efter § 11, at ansøgeren ikke har et rimeligt tilbud om arbejde, og at personen aktivt søger at udnytte sine arbejdsmuligheder. Det er en betingelse for at få uddannelseshjælp efter § 11, at ansøgeren står til rådighed for ordinær uddannelse eller en indsats rettet mod ordinær uddannelse. Ansøgerens ægtefælle skal også udnytte sine arbejds- eller uddannelsesmuligheder.
...
Stk. 13. For personer, der modtager overgangsydelse, --- er ikke omfattet af et introduktionsprogram efter integrationsloven og er omfattet af reglerne om et uddannelsespålæg efter § 30 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, finder stk. 1, 2. og 3. pkt., og stk. 3-10 tilsvarende anvendelse.
Stk. 14. For personer, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, herunder personer, der er omfattet af integrationslovens §§ 26-26 b, men som ikke er omfattet af stk. 13, finder stk. 1, 1. og 3. pkt., og stk. 2, 4, 5 og 7-10 tilsvarende anvendelse. Stk. 5, 3. og 4. pkt., finder ikke anvendelse, hvis personen er omfattet af et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram efter integrationsloven.
…
Når vi taler om selvstændige erhvervsdrivende, er vurderingen af, om rådighedspligten er opfyldt, forskellig afhængig af, om det er ansøgeren selv eller ansøgerens ægtefælle, der er selvstændig erhvervsdrivende.
Når borger selv har en aktiv virksomhed, skal kommunerne vurdere, i hvilken grad borger står til rådighed for arbejdsmarkedet eller uddannelse. Her skal kommunerne se på, om virksomheden er et bierhverv, der er foreneligt med pligten til at stå til rådighed for arbejde eller uddannelse, eller om der er tale om et hovederhverv.
Et hovederhverv er ikke foreneligt med rådighedspligten. Det betyder, at en virksomhed oprettet med henblik på, at borgeren arbejder hen mod at blive selvforsørgende ved indtægterne fra virksomheden, skal anses for borgerens hovederhverv.
Modsat kan en selvstændig virksomhed i nogle tilfælde anses som et bierhverv, der er foreneligt med rådighedspligten. Det afgørende for, om der er tale om bierhverv, er især karakteren af virksomheden og borgerens tidsforbrug i virksomheden.
Det betyder, at en borger, der driver en selvstændig virksomhed, som kommunen vurderer som et hovederhverv, ikke har ret til hjælp til forsørgelse
Listen er ikke udtømmende.
Eksempel:
Borger ansøger om hjælp til forsørgelse. Borger har i forbindelse med ansøgning fremsendt kontoudtog.
Der forekommer en del mobilpay overførsler, og flere af dem har enslydende beløb, hvoraf det af teksten fremgår, at der kunne være tale om forskellige skønhedsbehandlinger. Der fremgår blandt andet et virksomhedsnavn.
Kommunen søger derfor på internettet, hvor flere resultater af søgningen peger på en åben Facebookprofil, hvor borger står som ejer og behandler.
Kommunen partshører herefter borger om oplysninger både fra den åbne Facebookprofil, og om de mange overførsler fra mobilpay.
Borger oplyser, at det er rigtigt, at hun har virksomheden, men at hun ikke kan forsørge sig selv, hun regner dog med, at det kan hun gøre på sigt. Det fremgår, at virksomheden er åben alle dage efter aftale.
Borger har en virksomhed, der er oprettet med henblik på selvforsørgelse, den er åbent i et større omfang, og der reklameres for den løbende.
Driver borger en selvstændig virksomhed, som kommunen vurderer som et hovederhverv, er der ikke ret til hjælp til forsørgelse.
Ved vurderingen af om den selvstændige ægtefælle udnytter sine arbejdsmuligheder, skal kommunen se på om den selvstændig ægtefælles virksomhed i væsentlig grad bidrager til familiens forsørgelse. Det skyldes, at ægtefæller efter aktivlovens § 2 har en gensidig pligt til at forsørge hinanden.
Listen er ikke udtømmende, og vægtningen og betydningen af de forskellige momenter afhænger i øvrigt af den konkrete sag. Kravet om, at den selvstændige ægtefælle skal opfylde rådighedsforpligtelsen og bidrage til familiens forsørgelse bliver større, jo længere tid ægteparret modtager hjælp til forsørgelse.
Eksempel 1:
Borger og dennes ægtefælle modtager begge kontanthjælp i flere år.
Borgers ægtefælle har en selvstændig virksomhed, hvor der året forinden har været et stort underskud, der er betydeligt større end virksomhedens egenkapital.
Det fremgår af oplysningerne i sagen, at han kun arbejder mellem 40 – 50 timer om måneden, og at indtægterne fra virksomheden, i en længere periode, har ligget under den kontanthjælpssats, som han er berettiget til efter en ægtefælleberegning.
Borgers ægtefælle har trods et stort underskud alligevel kun arbejdet få timer, og der er derfor ikke udsigt til en øget indtjening i virksomheden.
Da den selvstændige ægtefælle ikke i et væsentligt omfang bidrager til familiens forsørgelse, skal kommunen i vurderingen af ægtefællens rådighed vejlede ægtefællen om, enten at øge arbejdet og dermed indtjeningen i sin virksomhed, eller stille sig til rådighed for a-kasse eller arbejde som lønmodtager.
Eksempel 2:
Borger og dennes ægtefælle modtager begge kontanthjælp i et år.
Borgers ægtefælle har en selvstændig virksomhed, hvor hun designer og producerer møbler i hånden.
Hun arbejder 40-50 timer om ugen, og indtægterne fra virksomheden har i en længere periode ligget under den kontanthjælpssats, som hun er berettiget til efter en ægtefælleberegning.
Varelageret er velassorteret af en vis værdi, men dog ikke til videresalg. Ægtefællen har alene 2-3 ordrer på møbler i det kommende år.
Som i eksemplet ovenfor bidrager ægtefællen heller ikke i dette tilfælde i et væsentligt omfang til familiens forsørgelse. Kommunen skal også her i vurderingen af ægtefællens rådighed vejlede ægtefællen om enten at øge indtjeningen i sin virksomhed, eller stille sig til rådighed for a-kasse eller arbejde som lønmodtager.
Eksempel 3:
Borger ansøger om hjælp på grund af arbejdsløshed. Borgers ægtefælle er i færd med at starte en selvstændig virksomhed op i form af et autoværksted med salg af reservedele til biler.
I forbindelse med opstart af ægtefællens virksomhed, har der været forsinkelse i åbning af autoværkstedet grundet udefrakommende omstændigheder. Der er dog et varelager af fornuftig værdi, hvor ægtefællen løbende sælger dele fra.
Kommunen partshører borger om, at der påtænkes at give afslag på hjælp, da kontanthjælp ikke skal understøtte en virksomhed, der giver underskud eller som ikke i et væsentligt omfang kan tjene til familiens forsørgelse.
I den forbindelse indsender borger oplysninger om, at autoværkstedet er åbnet, og der er tilgået et stigende antal ordrer i ordrebogen.
Kommunen kan ikke give afslag på hjælpen til borger, da borgerens ægtefælle ud fra en samlet vurdering af sagens oplysninger udnytter sin rådighedspligt.
Det afgørende her er, at der er tale om en ansøgningssituation, at der er tale om en nystartet virksomhed, og at der er konkrete fremtidsudsigter til, at virksomheden vil kunne bidrage til familiens forsørgelse i et væsentligt omfang.
Der skal bevilges hjælp til borgeren, hvis kommunerne vurderer:
Kommunerne skal ved bevilling af hjælp tage stilling til, hvilke indtægter der skal trækkes fra i hjælpen, og hvordan de skal trækkes fra i hjælpen.
Hovedreglen i aktivloven er, at borgerens og ægtefællens indtægter skal fratrækkes krone for krone i den beregnede kontanthjælp. Det gælder også indtægter fra en selvstændig virksomhed. Derudover gælder reglerne i aktivlovens § 31, stk. 1 og 3, om timefradrag og omregningsfaktor og reglerne om ægtefælleberegning i aktivlovens § 26, også i disse sager.
§ 30. Har ansøgeren og ægtefællen indtægter, trækkes disse fra i hjælpen, jf. dog §§ 31-33.
Stk. 2. Når hjælpen til en gift person beregnes efter § 26, stk. 3, trækker kommunen kun den del af den anden ægtefælles indtægt fra, som overstiger beløbet i henholdsvis § 25, stk. 2, nr. 1 eller 2, afhængigt af om den pågældende har forsørgelsespligt over for børn eller ikke.
§ 31. Har ansøgeren eller ægtefællen arbejdsindtægter eller indtægter som led i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud i medfør af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet, eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven eller andre beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, ses der ved beregningen af integrationsydelse eller uddannelses- eller kontanthjælp efter §§ 22-25 bort fra 25 kr. pr. udført arbejdstime, jf. dog stk. 2. Det beløb, der samlet kan ses bort fra, kan ikke beregnes på grundlag af mere end 160 timer pr. måned pr. person.
…
Stk. 3. For personer, der ikke har en fastsat arbejdstid, beregnes timetallet ud fra indtægten divideret med den omregningsfaktor, som er fastsat efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler for omregningen.
I nogle tilfælde vil borger og/eller ægtefælle have flere typer af indtægter, jf. aktivlovens § 30 og § 31. Det kan eksempelvis både være som selvstændig erhvervsdrivende og lønmodtager.
Her skal indtægterne behandles separat, før de trækkes fra i beregningen af hjælpen. Kommunerne skal være opmærksomme på, at der skal ske et arbejdstimefradrag i indtægten, inden den trækkes fra, jf. aktivloven § 31, stk. 1 og stk. 3.
Indtægten fra en selvstændigs virksomhed udgøres af virksomhedens overskud. Kommunerne skal derfor hver måned beregne, om der er et overskud i virksomheden, som skal trækkes fra i hjælpen. Principmeddelelse 36-20 viser, hvordan beregningen skal foretages, og hvilke oplysninger om virksomheden, kommunerne kan bede borgeren om.
Der skal kun udbetales supplerende hjælp i de måneder, hvor en beregning af hjælp viser, at familiens behov ikke kan dækkes af overskuddet fra virksomheden eller eventuelle øvrige indtægter.
Læs hertil principmeddelelse 37-17.
Det skyldes, at hjælp til forsørgelse efter aktivloven ikke kan understøtte en selvstændig virksomhed, der giver underskud eller ikke i tilstrækkelig grad bidrager til et forsørgelsesgrundlag.
Ved et overskud i virksomheden skal borger trække det beløb ud af virksomheden, som er nødvendigt for at bidrage til eget og familiens underhold den pågældende måned.
Ved et større overskud i virksomheden vil det resterende beløb fortsat være til rådighed for virksomheden til at afholde udgifter i virksomheden den kommende måned.
Først herefter vil næste måneds overskud skulle beregnes, og der vil igen ved beregningen skulle trækkes et beløb ud svarende til familiens samlede beregnede forsørgelsesniveau.
Læs hertil principmeddelelse 42-19.