Når kommunen konstaterer, at den sygemeldte ikke har ansøgt om sygedagpenge inden otte dage
Når en sygemeldt ikke har anmodet om sygedagpenge fra kommunen inden for fristen i underretningsbrevet på otte dage, kan kommunen træffe afgørelse om at henlægge sagen på grund af manglende ansøgning.
Når kommunen henlægger en sag om sygedagpenge, fordi den sygemeldte ikke har ansøgt om sygedagpenge, er der tale om en forvaltningsretlig afgørelse. Kommunen har med andre ord henlagt sagen på det foreliggende grundlag med en konstatering af, at der ikke er ansøgt om sygedagpenge, og at kommunen derfor ikke foretager sig yderligere.
Når kommunen senere modtager en ansøgning om sygedagpenge
Hvis kommunen senere modtager en ansøgning om sygedagpenge, skal der på dette tidspunkt rejses en sag om udbetaling af sygedagpenge. Der er tale om en ny sag, som handler om udbetaling af sygedagpenge for perioden fra første fraværsdag og frem til det senere ansøgningstidspunkt, fordi den sygemeldte har ansøgt om sygedagpenge for sent.
Kommunen skal ved denne sag tage stilling til, om den sygemeldtes eventuelle bemærkninger om årsagen til den for sene ansøgning om sygedagpenge kan begrunde en dispensation fra fristen.
Kommunen skal derfor træffe en ny afgørelse i henhold til sygedagpengelovens § 38 på baggrund af de nye faktiske forhold i sagen. Afslaget på udbetaling af sygedagpenge på grund af for sen ansøgning kan ikke begrundes med en henlæggelse af sagen som følge af manglende ansøgning om sygedagpenge.
Efter Ankestyrelsens opfattelse bør kommunen træffe en ny afgørelse, når der er modtaget en ansøgning om sygedagpenge, efter sagen er blevet henlagt. Den nye afgørelse skal, begrunde (delvist) afslag på sygedagpenge, fordi der er ansøgt om sygedagpenge for sent.
Hvis den sygemeldte i forbindelse med ansøgningen om sygedagpenge har oplyst om årsagen til den for sene ansøgning, skal kommunen også inddrage disse oplysninger i den nye afgørelse, og når det er tilfældet begrunde, hvorfor kommunen vurderer, at oplysningerne ikke kan føre til en dispensation fra fristen.
Ankestyrelsen kan være nødt til at hjemvise sagen til kommunen, hvis kommunen ikke træffer en ny afgørelse om (delvist) afslag på sygedagpenge på grund af for sen ansøgning. Tager kommunen ikke stilling til de nye faktiske forhold i sagen, herunder at der nu er ansøgt om sygedagpenge, men at ansøgningen er sket for sent, kan der mangle oplysninger i sagen, som kan have afgørende betydning for sagens resultat.
Hvis den sygemeldte ikke er gjort bekendt med, at afslaget på sygedagpenge nu begrundes med reglerne i sygedagpengelovens § 38, herunder at der er ansøgt om sygedagpenge for sent, samt at der kan ske dispensation fra ansøgningsfristen i særlige tilfælde, har den sygemeldte heller ikke haft mulighed for at varetage sine interesser i sagen.