Af souschef Maiken Christensen
Når en kommune træffer en afgørelse over for en borger, skal kommunen sørge for at overholde kravene i forvaltningsloven. Det betyder blandt andet, at kommunen skal partshøre borgeren, inden den træffer sin afgørelse, og at kommunen skal begrunde afgørelsen. Det betyder også, kommunen skal give en klagevejledning, så borgeren kender til muligheden for at få prøvet afgørelsen hos en klageinstans – for eksempel Ankestyrelsen.
Men det er ikke altid nemt at finde ud af, om en beslutning over for en borger er en afgørelse.
I Ankestyrelsens nye vejledning om afgørelsesbegrebet får kommunerne hjælp til at skelne mellem afgørelser og en række andre beslutninger, som ikke er egentlige afgørelser.