I mange af de skriftlige afgørelser var kommunens begrundelse ikke fyldestgørende. Kommunen havde enten ikke henvist til de retsregler, som afgørelsen var truffet efter, eller også var henvisningen til retsreglerne mangelfuld eller upræcis. Fx er en henvisning til et helt kapitel i loven ikke en tilstrækkelig præcis henvisning.
Anbefalinger
Undersøgelsen giver os blandt andet anledning til følgende anbefalinger:
- For at kunne vurdere, om virksomhedspraktik er borgerens hurtigste vej til varig beskæftigelse, skal der i sagen være oplysninger om borgerens erhvervserfaring, jobmål og forudsætninger for at varetage et arbejde, herunder borgerens kompetencer og ressourcer samt eventuelle skånehensyn.
- En opstart af virksomhedspraktik skal tage udgangspunkt i borgerens kompetencer og erhvervserfaring sammenholdt med behovet for arbejdskraft inden for arbejdsområdet. Virksomhedspraktik inden for en anden branche bør kun ske, hvis brancheskift eller eventuel uddannelse anses for at være borgerens hurtigste vej mod varig beskæftigelse. Oplysningsgrundlaget for en sådan vurdering skal fremgå af sagen.
- Kommunen skal ved tilbud om virksomhedspraktik til dagpengemodtagere og jobparate kontanthjælpsmodtagere sikre sig, at praktikken ikke er længere end fire uger. Aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere må bevilges virksomhedspraktik i op til 13 uger, med eventuel mulighed for forlængelse efter en konkret vurdering.
- I forbindelse med bevilling af virksomhedspraktik skal jobcentret sikre, at Min Plan udarbejdes eller opdateres.
- Kommunen skal i begrundelsen for afgørelsen henvise til præcis de retsregler, der ligger til grund for afgørelsen.
Her kan du også se en kort videopræsentation af undersøgelser om virksomhedspraktik.