Det skal kommunerne være opmærksom på ved fritvalgs-ordningen

21-06-2022
Socialområdet Handicap Ældre

I Ankestyrelsen oplever vi et stigende antal klagesager og generelle henvendelser fra kommuner, som handler om frit valg af hjælpemidler efter servicelovens § 112. Formålet med denne artikel er at belyse nogle af de problemstillinger, som vi oftest møder. Vi kommer ind på forskellige emner bl.a. undtagelser fra det frie leverandørvalg, beregningen af frivalgsbeløbet samt omfanget af vejledningsforpligtelsen i forbindelse med frit leverandørvalg.

Af fuldmægtig Asbjørn Ejnar Nielsen

Formålet med fritvalgsordningen for hjælpemidler er at forbedre vilkårene for borgere med nedsat funktionsevne gennem flere og bedre valgmuligheder. Frivalgsordningen betyder, at borgeren selv kan vælge leverandør af hjælpemidler og mod en eventuel merpris købe et dyrere hjælpemiddel, end kommunen har bevilget.

Der kan fx være tale om et hjælpemiddel af en anden kvalitet, der derfor er dyrere, eller et hjælpemiddel med ekstra funktioner, som ansøgeren ønsker, men som ligger ud over det, der anses som bedst og billigst.

Kommunen kan kun yde støtte til indkøb under fritvalgsordningen, hvis de faglige specifikationer og kommunens krav til egnethed er opfyldt. Det er ansøgerens ansvar at sikre dette.

Gælder retten til frit leverandørvalg altid?

Der er visse undtagelser til borgers frie valg af leverandør af hjælpemidler mod en eventuel merpris. Retten til frit valg gælder eksempelvis ikke, hvis der er tale om redskaber, som kommunen leverer af hensyn til medarbejdernes arbejdsmiljø, da disse redskaber er omfattet af arbejdsmiljølovgivningen.

Retten til frit valg gælder heller ikke forbrugsgoder, der udelukkende fungerer som hjælpemidler, da disse ydes som udlån fra kommunen.

Hjælpemidler er produkter, der er fremstillet specielt med henblik på at afhjælpe en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, fx en protese eller en rollator. Se principmeddelelse 73-16.

Forbrugsgoder omfatter produkter, der er fremstillet og forhandles bredt med henblik på sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed, fx et trehjulet el-køretøj eller en elevationsseng. Se hjælpemiddelbekendtgørelsens § 17, stk. 2.

Fælles for hjælpemidler og forbrugsgoder er, at kommunen skal yde støtte til hjælpemidler eller forbrugsgoder til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet eller forbrugsgodet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.

Retten til frit valg gælder desuden ikke, hvis kommunen kan stille et hjælpemiddel til rådighed, der er fuldstændigt identisk med det hjælpemiddel, ansøgeren ønsker at få fra en anden leverandør.

 

Eksempel 1 – frit valg af hjælpemiddel

En borger søger om hjælpemiddel X, men kommunen vurderer, at det primære formål for borgeren med det ansøgte produkt er at forhindre forværring, og dermed ikke at afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller lette den daglige tilværelse. Produktet er derfor ikke et hjælpemiddel for borger.

Kommunen vurderer dog, at borgeren har et væsentligt behov for at blive afhjulpet for de varige følgerne af sin funktionsnedsættelse, og derfor bevilger kommunen borgeren hjælpemiddel Y.

Da borgeren er bevilget et hjælpemiddel, kan denne selv vælge leverandør og mod en evt. merpris vælge et dyrere produkt så længe det dyrere produkt opfylder de faglige specifikationer og kommunens krav til egnethed. Hvis hjælpemiddel X opfylder de faglige specifikationer og kommunens krav til egnethed, kan borgeren altså bruge sit frie valg til at indkøbe produktet.

Eksempel 2 – frit valg af identisk hjælpemiddel som kommunen kan stille til rådighed

Borger ønsker at købe en ny rollator af mærket X, model y.

Kommunen har allerede en brugt rollator af mærket X, model y på lager.

Borgeren vil i denne situation ikke kunne anvende fritvalgsordningen, da det ansøgte hjælpemiddel er identisk med det hjælpemiddel, som kommunen kan stille til rådighed, jf. servicelovens § 112, stk. 4, og hjælpemiddelbekendtgørelsens § 6, stk. 2.

Undtagelsen til det frie valg gælder således identiske hjælpemidler. Formålet med undtagelsen er, at kommunen ikke indkøber nye hjælpemidler, som er fuldstændig identiske med brugte hjælpemidler, som kommunen er i besiddelse af og kan stille til rådighed.

Dette skal ses i sammenhæng med, at mange hjælpemidler bevilges som udlån, samt kommunernes muligheder for at genanvende returnerede hjælpemidler, der fortsat er tidssvarende.

Borgeren opnår ikke ejendomsret til et hjælpemiddel indkøbt efter reglerne om frit leverandørvalg, da dette betragtes som et udlån ifølge hjælpemiddelbekendtgørelsens § 7.

Undtagelsen til det frie valg skal derfor forstås snævert, da retten til frit leverandørvalg alene kan afskæres i de tilfælde, hvor borgeren ønsker at indkøbe et hjælpemiddel, som er fuldstændig identisk med det, som kommunen kan stille til rådighed. Undtagelsen gælder dermed alene for genbrugshjælpemidler og ikke for engangshjælpemidler, som kommunen hverken udlåner, eller som kommunen får retur efter endt brug.

Eksempel 3 – frit valg af engangshjælpemidler

Borger søger om engangskateter og ønsker at skifte fra kommunens leverandør til en anden leverandør under frivalgsordningen.

Kommunen giver afslag på ansøgningen om frit leverandørvalg, da det ønskede produkt er fuldstændig identisk med borgers nuværende hjælpemiddel, som kommunens leverandør leverer.

Engangskatetere er engangshjælpemidler, som hverken kan udlånes eller skal returneres til kommunen, og derfor kan kommunen ikke give afslag på borgerens ansøgning med den givne begrundelse. Borgeren kan altså anvende reglerne om frit leverandørvalg til at indkøbe sine engangskatetere hos sin foretrukne leverandør.

Ordlyden af den relevante lovgivning samt hjælpemiddelvejledningens punkt 42 kan findes her:

Beregning af fritvalgsbeløbet

Hvis borgeren ønsker at gøre brug af fritvalgsordningen, er der behov for at afklare, hvor meget kommunen yder støtte for. Servicelovens regler om hjælpemidler tager udgangspunkt i kompensationsprincippet.

Kommunen skal derfor ved udmåling af hjælpen tage udgangspunkt i kompensationsprincippet, og dermed inddrage det aktuelle behov for det hjælpemiddel, som kommunen har bevilget. Kommunen kan i den forbindelse indhente fagrelevante oplysninger om behovet eller oplysninger fra borger.

Kommunens støtte udgør højst det beløb, kommunen kunne have erhvervet hjælpemidlet for hos egen leverandør. Har kommunalbestyrelsen ikke indgået leverandøraftale, kan ansøgeren vælge leverandør, og kommunen yder støtten efter regning, dog højst med et beløb svarende til prisen på det bedst egnede og billigste hjælpemiddel.

Eksempel 4

Borger søger om bleer og ønsker at skifte fra kommunens leverandør til frivalgsordningen hos en anden leverandør. Borgeren har behov for fire bleer dagligt.

Kommunens leverandør kan levere fire bleer dagligt for 8 kr. pr. stk.

Da borgers aktuelle behov for bleer er fire stk. dagligt til 8 kr. pr. stk., udgør niveauet for støtte højest et beløb på 11.680 kr. om året.

Vejledning om frit leverandørvalg

Retssikkerhedsloven og forvaltningsloven sætter rammerne for kommunens vejledningsforpligtelse. Efter retssikkerhedsloven § 5 skal kommunen behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der er inden for den sociale lovgivning, herunder rådgivning og vejledning.

Efter § 7 i forvaltningsloven skal en myndighed i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.

Vejledning om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder har et særskilt afsnit om netop kommunens vejledningsforpligtelse i forhold til fritvalgsordningen. Følgende fremgår af punkt 47:”Kommunalbestyrelsen skal som en del af sin generelle rådgivnings- og vejledningsforpligtelse yde rådgivning om adgangen til frit valg af hjælpemidler, herunder om konsekvenserne af at have benyttet retten til frit valg, f.eks. i forhold til tilbagelevering efter endt brug og reglerne om refusion af egenbetaling.”

For at leve op til sin vejledningsforpligtelse skal kommunen altså vejlede om muligheden for og konsekvenserne ved det frie leverandørvalg. Vejledning om frit leverandørvalg er især væsentligt i tilfælde, hvor:

  • borgeren søger om et bestemt hjælpemiddel, men hvor et andet hjælpemiddel er det bedst egnede og billigste, eller
  • borgeren får afslag på et bestemt hjælpemiddel, da dette ikke i væsentlig yderligere grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad yderligere lette den daglige tilværelse i hjemmet.

Eksempel 6

Borgeren søger om en glukosemåler i stedet for traditionelt testmateriale, men betingelserne om, at produktet medfører en væsentlig yderligere afhjælpning af de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller at produktet i væsentlig grad yderligere letter den daglige tilværelse i hjemmet, er ikke opfyldt.

Kommunen skal vejlede borger om, at det er muligt at anvende fritvalgsordningen til at indkøbe en glukosemåler.

Kommunen skal dog være opmærksom på, at selvom borgeren i sidste ende anvender fritvalgsordningen til at indkøbe et glukosemåler, kan der fortsat være et mindre behov for traditionelt test- og injektionsmateriale, som borgeren har ret til efter hjælpemiddelbekendtgørelsens § 9.

Ud over pligten til at vejlede om muligheden for og konsekvenserne ved fritvalgsordningen, medfører fritvalgsordningen ikke ændringer i kommunens vejledningsforpligtelse. Borgeren skal altså tilbydes rådgivning og vejledning i samme omfang, som hvis pågældende ikke tilvælger fritvalgsordningen. Det kan dreje sig om vejledning i forhold til valg af hjælpemiddel.

Vælger borgeren at udnytte det frie leverandørvalg, har kommunen ikke en udvidet vejledningsforpligtelse. Kommunen skal derfor ikke yde ekstra vejledning som en konsekvens af, at borgeren har valgt en anden leverandør og/eller købt et hjælpemiddel med funktioner, der rækker ud over det bevilgede hjælpemiddel. Kommunen har heller ikke pligt til at vejlede om alternative leverandører som led i borgerens frie valg.

Ordlyden af den relevante lovgivning samt hjælpemiddelvejledningens punkt 47 kan findes her:

For yderligere information om fritvalgsordningen henviser vi til vejledningen om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder. Her er betingelserne for fritvalgsordningen, afregningsformen, tilbagelevering og refusion af egetbidrag samt reparation af hjælpemidler købt under fritvalgsordningen beskrevet.