Undersøgelsen viser blandt andet, at størstedelen af de sager, som vi ville ændre eller hjemvise, handler om aktivitetsparate borgere. Vi ser flere eksempler på udfordringer med at forholde sig til:
- Om der er tale om en jobparat eller aktivitetsparat borger
- Om der er andre forhold end de rimelige grunde, som kan føre til, at den aktivitetsparate borger ikke skal opfylde sin rådighedsforpligtelse, herunder om en sanktion vil fremme rådigheden, og
- Om kommunen har udtømt alle rimelige muligheder for personlig kontakt med borgeren.
Vi har på den baggrund lavet en tjekliste, der kan understøtte kommunernes sagsbehandling, når de skal vurdere, om de skal sanktionere en aktivitetsparat borger.
Se tjeklisten til kommunerne
Udfordringer med at oplyse og begrunde sagerne tilstrækkeligt
Vi har også vurderet de undersøgte sager ud fra de forvaltningsretlige regler. Vi har blandt andet set på, om kommunen har partshørt, givet klagevejledning, oplyst sagen tilstrækkeligt, og om afgørelsen indeholder en fyldestgørende begrundelse.
Kommunerne overholder mange af de forvaltningsretlige regler, men der er samtidig forvaltningsretlige mangler i over halvdelen af sagerne, og manglerne har i mange sager betydning for vores vurdering af, om afgørelsen er rigtig.
Der er partshørt og givet klagevejledning i samtlige sager, og der er ikke sager, hvor kommunen har inddraget ulovlige kriterier eller sat skøn under regel. Der er dog udfordringer, når det drejer sig om at oplyse og begrunde sagerne tilstrækkeligt. Sager om aktivitetsparate borgere udgør størstedelen af de sager, hvor afgørelsen ikke er begrundet fyldestgørende.
Anbefalinger
Undersøgelsen giver os anledning til følgende anbefalinger:
- Sagen skal være tilstrækkeligt oplyst, for at kommunen kan vurdere, om borgeren har haft en rimelig grund til ikke at møde i tilbud eller til jobsamtale. Hvis borgeren oplyser om sygdom, skal kommunen oplyse sagen, indtil der er tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, om borgeren havde en rimelig grund til at udeblive. Hvis kommunen ikke oplyser sagen i forhold til helbredsmæssige forhold, kan borgerens oplysning om sygdom ikke tilsidesættes. Sagen kan fx oplyses ved at indhente oplysninger fra borgerens egen læge, speciallæge eller lignende.
- Kommunen skal altid forholde sig til, om der er tale om en aktivitetsparat eller jobparat borger, så kommunen er klar over, hvilke betingelser der skal være opfyldt for at kunne sanktionere den pågældende borger.
- Hvis kommunen skal træffe afgørelse om sanktion over for en aktivitetsparat borger, skal kommunen altid tage stilling til, om der er andre forhold end de rimelige grunde, som kan føre til, at borgeren ikke skal opfylde sin rådighedsforpligtelse herunder om en sanktion vil fremme rådigheden, og om borgeren derfor ikke skal sanktioneres. Kommunen skal vurdere borgerens forhold på baggrund af de samlede oplysninger i sagen.
- Hvis kommunen skal træffe afgørelse om sanktion over for en aktivitetsparat borger, skal kommunen altid tage stilling til, om en sanktion vil fremme den aktivitetsparate borgers rådighed. Kommunen skal foretage vurderingen på baggrund af de samlede oplysninger i sagen om borgerens forhold, og kommunen skal begrunde i afgørelsen, hvad der er lagt vægt på.
- Hvis kommunen skal træffe afgørelse om sanktion over for en aktivitetsparat borger, skal kommunen have udtømt alle rimelige muligheder for personlig kontakt med borgeren. Og det skal fremgå af sagen.
- Kommunen skal sikre, at den har alle de oplysninger, der er nødvendige for at kunne vurdere, om betingelserne for at kunne sanktionere borgeren er opfyldt.
- Kommunen skal begrunde, hvorfor kommunen vurderer, at de enkelte betingelser for at kunne sanktionere borgeren er opfyldt i den konkrete sag.