For yderligere om ortopædiske sko og indlæg se vejledning om hjælpemidler og forbrugsgoder punkt 94 og 95 og principmeddelelse 43-18.
Vurdering efter indikationerne
Kommunen skal træffe afgørelse efter en konkret og individuel vurdering af borgerens foddeformitet, og det skal tydeligt fremgå af begrundelsen, hvilke forhold kommunen har inddraget i vurderingen af, om borgeren har ret til ortopædisk fodtøj, ortopædiske fodindlæg eller tilretning af almindeligt fodtøj. En henvisning alene til hjælpemiddelbekendtgørelsens bilag 1 kan ikke anses for en tilstrækkelig begrundelse.
For at få støtte skal borgerens foddeformitet være omfattet af indikationerne i bilag 1, nr. 1-6. Den enkelte indikation kan indeholde flere forhold, som alle skal være opfyldt for at få støtte. For at være omfattet af indikation nr. 1 er det eksempelvis ikke tilstrækkeligt, at borgeren har svært forfodsnedfald og tådeformiteter. Borgeren skal – for at være omfattet af indikation nr. 1 – også have leddegigt.
Der kan også ydes støtte, hvis foddeformiteten er omfattet af bilagets nr. 7, som er en opsamlingsbestemmelse, der omfatter andre foddeformiteter af tilsvarende sværhedsgrad. Hvis borgers lidelse ikke er omfattet af en af indikationerne i punkt 1-6, skal der altid foretages en vurdering af, om borger har ret til støtte efter indikation nr. 7. Netop bilagets indikation nr. 7 volder flest problemer i praksis.
Det er vores erfaring, at kommunernes vurdering af, om borgerens foddeformitet er af tilsvarende sværhedsgrad kan blive overfladisk, da kommunen ofte ikke indhenter lægefaglige oplysninger, der belyser spørgsmålet.
Nedenfor henviser vi til et eksempel på en sag, der er tilstrækkelig oplyst, hvor Ankestyrelsen har stadfæstet kommunens afgørelse om, at borgerens foddeformitet ikke var omfattet af indikationerne i hjælpemiddelbekendtgørelsens bilag 1.