Af fuldmægtig Annette Buchholtz Asraf
I august 2022 blev reglerne om barselsdagpenge ændret for forældre til børn, der er født fra den 2. august 2022 og frem. For forældre til børn født før denne dato, gælder de tidligere regler.
En af de største ændringer med de nye barselsregler er, at orloven skal deles lige imellem forældre, som bor sammen på fødselstidspunktet. Det betyder, at en mor har ret til 24 ugers orlov med barselsdagpenge og en far/medmor også har ret til 24 ugers orlov med barselsdagpenge.
Forældrene kan i et vist omfang overdrage orlov til hinanden. Hvor meget orlov, der kan overdrages mellem forældrene, afhænger af, om forælderen er lønmodtager, selvstændig erhvervsdrivende eller ledig. Forældre, som ikke har ret til barselsdagpenge kan også overdrage orlov til den anden forælder. Bor forældrene ikke sammen på fødselstidspunktet, gælder der andre regler.
Fordelingen af orloven, når forældrene bor sammen, når barnet bliver født
Når forældrene bor sammen på fødselstidspunktet, deles orloven lige imellem dem. Det betyder, at en mor har ret til orlov i 24 uger, og en far/medmor ligeledes har ret til orlov i 24 uger. Orloven fordeles på baggrund af oplysninger i folkeregisteret om barnets og forældrenes bopælsforhold på tidspunktet for barnets fødsel.
En mor har ret og pligt til orlov i de første to uger efter fødslen efterfulgt af yderligere otte ugers fravær, dvs. i alt 10 ugers barselsorlov. En mor har også ret til yderligere 14 ugers barselsdagpenge under forældreorlov. En far/medmor har ret til to ugers fædreorlov/medmororlov umiddelbart efter fødslen efterfulgt af 22 ugers barselsdagpenge under forældreorlov.
Forældrenes mulighed for at overdrage orlov til hinanden
Forældrene har i vidt omfang mulighed for at overdrage orlov til hinanden. Hvilken del af orloven, der kan overdrages, afhænger af den enkelte forælders beskæftigelsesmæssige status på det tidspunkt, hvor der anmodes om, at orloven overdrages.
Lønmodtagere:
- En mor kan overdrage op til otte ugers barselsorlov og fem ugers forældreorlov, dvs. i alt 13 uger.
- En far/medmor kan overdrage op til 13 ugers forældreorlov.
Selvstændigt erhvervsdrivende:
- En mor kan overdrage op til otte ugers barselsorlov og 14 ugers forældreorlov, dvs. i alt 22 uger.
- En far/medmor kan overdrage op til 22 ugers forældreorlov.
Ledige:
- En mor kan overdrage op til 14 ugers forældreorlov.
- En far/medmor kan overdrage op til 22 ugers forældreorlov.