Undersøgelsen viser blandt andet, at størstedelen af de sager, som Ankestyrelsen ville ændre eller hjemvise, handler om aktivitetsparate borgere. Vi ser flere eksempler på udfordringer med at forholde sig til, om der er tale om en jobparat eller aktivitetsparat borger.
I disse sager forholder kommunerne sig ikke til, om der er andre forhold end de rimelige grunde, der kan føre til, at den aktivitetsparate borger ikke skal stå til rådighed, herunder om en sanktion vil fremme den aktivitetsparate borgers rådighed.
Undersøgelsen viser også, at kommunen i to sager, hvor borgeren var aktivitetsparat, ikke havde udtømt alle rimelige muligheder for personlig kontakt med borgeren. Fælles for de to sager var, at kommunerne var bekendt med borgerens bopælsadresse, men at kommunerne ikke havde forsøgt at opnå personlig kontakt med borgeren på dennes bopælsadresse.
Kommunerne oplyser og begrunder ikke altid sagerne tilstrækkeligt
Vi har også vurderet de undersøgte sager ud fra de forvaltningsretlige regler. Vi har blandt andet set på, om kommunen har partshørt, givet klagevejledning, oplyst sagen tilstrækkeligt, og om afgørelsen indeholder en fyldestgørende begrundelse.
I 36 af de 96 sager har vi vurderet, at der er en forvaltningsretlig mangel, som i 18 af de 36 sager har haft betydning for rigtigheden af afgørelserne. Det handler hovedsageligt om, at afgørelserne ikke er fyldestgørende begrundet.
Kommunerne har partshørt og givet klagevejledning i samtlige sager, og de har ikke inddraget ulovlige kriterier eller sat skøn under regel. Der er dog udfordringer, når det drejer sig om at oplyse og begrunde sagerne tilstrækkeligt. Sager om aktivitetsparate borgere udgør langt størstedelen af de sager, hvor afgørelsen ikke er begrundet fyldestgørende.
Årsagerne til mangelfuld begrundelse er i overvejende grad, at kommunerne ikke har begrundet afgørelserne i forhold til, om der er andre forhold end de rimelige grunde, der kan føre til, at borgeren ikke skal stå til rådighed, herunder om en sanktion fremmer rådigheden.
Anbefalinger
I undersøgelsen kommer vi med konkrete anbefalinger til kommunerne på baggrund af vores gennemgang af sagerne. Anbefalingerne er knyttet op på de regler og betingelser, der fremgår af lov om aktiv socialpolitik og Ankestyrelsens praksis på området.
Undersøgelsen giver os anledning til følgende anbefalinger:
- For at kommunen kan vurdere, om borgeren har haft en rimelig grund til ikke at møde i tilbud m.v. eller til jobsamtale m.v., skal sagen være tilstrækkeligt oplyst. Hvis borgeren oplyser om sygdom, skal kommunen oplyse sagen, indtil der er tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, om borgeren havde en rimelig grund til udeblivelsen. Hvis kommunen ikke oplyser sagen i forhold til helbredsmæssige forhold, kan borgerens oplysning om sygdom ikke tilsidesættes. Sagen kan fx oplyses ved at indhente oplysninger fra borgeren, borgerens egen læge, speciallæge eller lignende.
- Kommunen skal altid forholde sig til, om der er tale om en aktivitetsparat eller jobparat borger, så kommunen er klar over, hvilke betingelser der skal være opfyldt, og hvilke vurderinger der skal være foretages for at kunne sanktionere den pågældende borger.
- Hvis kommunen skal træffe afgørelse om sanktion efter §§ 36 - 37 over for en aktivitetsparat borger, skal kommunen altid tage stilling til, om der er andre forhold end de rimelige grunde, som kan føre til, at borgeren ikke skal opfylde sin rådighedsforpligtelse og derfor ikke skal sanktioneres. Kommunen skal foretage vurderingen på baggrund af de samlede oplysninger i sagen om borgerens forhold.
- Hvis kommunen skal træffe afgørelse om sanktion efter §§ 36 - 37 over for en aktivitetsparat borger, skal kommunen altid tage stilling til, om en sanktion vil fremme den aktivitetsparate borgerens rådighed. Kommunen skal foretage vurderingen på baggrund af de samlede oplysninger i sagen om borgerens forhold og begrunde i afgørelsen, hvad der er lagt vægt på.
- Hvis kommunen skal træffe afgørelse om sanktion efter §§ 36 - 37 over for en aktivitetsparat borger, skal kommunen have udtømt alle rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt med borgeren. Dette skal fremgå af sagen.
- Hvis kommunen er bekendt med borgerens bopælsadresse, skal kommunen som hovedregel forsøge at opnå personlig kontakt med borgeren på dennes bopæl, hvis der ikke kan opnås kontakt på anden måde.
- Kommunen skal sikre, at den har alle de oplysninger, der er nødvendige for at kunne vurdere, om betingelserne for at kunne sanktionere borgeren er opfyldt.
- Kommunen skal begrunde, hvorfor kommunen vurderer, at de enkelte betingelser for at kunne sanktionere borgeren er opfyldt i den konkrete sag.